IT-konsulentfirmaet SYSteam er startet på en frisk i Malmø og er siden maj vokset fra elleve til dagens 36 ansatte. Væksten sker med fokus på lønsomhed.
— Inden for en toårig periode regner jeg med, at vi er 70 personer her i Malmø, siger Per Bråkenhielm, adm. dir. for SYSteam Öresund.
Desuden er der åbnet en afdeling med otte personer i Helsingborg. Man har allerede et kontor i København. Målet er sprede nye aktivitetsområder på tværs af Sundet.
SYSteam blev grundlagt i 1984 i Huskvarna i Småland, hvor hovedkontoret stadig ligger. Koncernen består af godt 60 datterselskaber og har omkring 800 ansatte. Prognosen for indeværende år er en omsætning lige under en milliard svenske kroner og et overskud på mindst 50 millioner.