Et konkret og nært samarbejde med forskerparken Ideon i Lund og oprettelsen af et internationalt netværk med lignende forskningsmiljøer. Det er to spørgsmål, som står på dagsordenen, når forskerparken Symbion i København efter årsskiftet indleder arbejdet med at udarbejde en ny treårsplan.
— I Ideon er der virksomheder, som beskæftiger sig med de samme ting, som vores virksomheder gør. Det ville være interessant, hvis vi kunne få dem til at samarbejde og lave noget helt nyt, siger Symbions adm. dir. Elisabeth Grüner til Rapidus.
— Det skulle dreje sig om konkrete projekter, ikke bare festtaler og fine ord på papir. Virksomheder kan flytte over til den anden side, og de kan gennemføre fælles projekter. Vi ligger så tæt, at vi burde kunne finde hinanden på tværs af broen.
Der er allerede kontakter til Ideons adm. dir. Gertrud Bohlin Ottosson, og ifølge Elisabeth Grüner er det kun tid og energi, der ikke har været nok af.
Elisabeth Grüner ønsker også et globalt samarbejde med forskerparker, der ligner Symbion.
— Det bør ikke dreje sig om mere end en håndfuld forskerparker for at gøre sagen mere konkret, og for at kunne måle om vi når nogle resultater, siger hun.
Symbion har i øjeblikket 78 virksomheder, mens Ideon har omkring 170. Den største forskel er, at lejekontrakterne i Symbion normalt er begrænset til tre år. Herefter skal virksomhederne kunne flytte til egne lokaler. Symbion har også sin egen venturekapitalfond.