Lund får endnu et børsnoteret selskab, når Wilh. Sonesson senere på efteråret flytter kontoret fra Malmø til den nye Edison Park i Lund, lige ved siden af Ideon.
— Årsagen til at vi flytter Sonesson til Lund er, at der sker så meget i forskningen der omkring functional food og fødevarer, lægemidler og naturlægemidler. Ja, hele den sektor der handler om folks velbefindende, siger bestyrelsesformanden og hovedejeren Bo Håkansson til Rapidus.
Wilh. Sonesson ændrede tidligere i år fokus fra IT og teknik til helseprodukter. Selskabet flytter ind i de nye lokaler sammen med Bo Håkanssons nye forskningsselskab Hansa Medical og bliver nabo til Håkanssons gamle selskab Active Biotech. Det var for øvrigt Active Biotech der for et par år siden solgte jorden til ejendomsselskabet Briggen, som nu bygger Edison Park.
Først på plads allerede i sommer var det børsnoterede IT-firma SwitchCore med deres hovedkontor. I weekenden bliver det andet hus færdigt, og herind flytter – foruden Wilh. Sonesson og Hansa Medical – IT-konsulentfirmaet Prevas, patent- og advokatfirmaet Ström & Gulliksson, vikarbureauet Adecco (tidligere Olsten), medicoteknikvirksomheden Minimed Nordic og rejsebureauet Travelflow.
Endnu to huse på godt 4.000 kvadratmeter bygges i første omgang og vil stå klar ved årsskiftet. På området mellem de fire huse ligger en fælles aula med plads til 150 personer. Desuden er der projekteret yderligere fire huse, men der er ikke fastlagt nogen dato for byggeriets begyndelse.