Risikokapitalselskabet ITACT går ind som ejer i den nystiftede Lundvirksomhed GoalArt, som blev startet på grundlag af et flerårigt forskningsprojekt på instituttet for informationsteknologi ved Lunds tekniska högskola, LTH.
Hvor meget ITACT indskyder er indtil videre hemmeligt, men det står klart, at pengene skal række til at udføre udviklingsarbejde i GoalArt i cirka to år, samtidig med at partnerskab og kunderelationer bygges op.
GoalArts kommende software bygger på kunstig intelligens og skal anvendes til overvågning af store industrielle styresystemer på f.eks. atomkraftværker, olieraffinaderier og inden for den kemiske industri. Dagens styresystemer er så komplekse, at det ofte er umuligt at overskue alle alarmer, når der opstår en fejl. Adm. dir. Jan Eric Larsson nævner atomkraftulykken i Harrisburg som et eksempel, hvor antallet af alarmer forværrede krisen.
Den nye software fra GoalArt vil have flere funktioner. Fejlagtige alarmer skal hurtigt afsløres, og det samme gælder situationer, hvor alarmer ved en fejl ikke er blevet udløst. En anden vigtig funktion er at kunne sortere blandt store mængder af alarmer og identificere det grundlæggende problem, som er det vigtigste at afhjælpe. Programmet kan også vise effekterne af en tiltænkt afhjælpning, inden den udføres, for at undgå uventede følgefejl.
Største enkeltejer i GoalArt er firmaets adm. dir. Jan Eric Larsson, doktor i reguleringsteknik, og den der har forestået forskningsarbejdet ved LTH i samarbejde med Barsebäck og Sydkrafts datterselskab Sycon.
Bestyrelsesformand og en af de oprindelige ejere er Per Andersson, adm. dir. og grundlægger af det børsnoterede IT-firma SwitchCore. Bag den nye delejer ITACT står en anden af SwitchCores grundlæggere, iværksætteren Jan G. Nilsson, sammen med Martin Gren, stifter af Axis Communications.