Et halvt år efter etableringen af The Greater Copenhagen & Skåne Committee er der stadig næsten totalt fravær af reklame for skånske investeringsprojekter på ejendoms- og infrastrukturmarkedet i underafdelingen Greater Copenhagen Investments. Det skal nu ændres, så flere skånske projekter kommer med, fortæller Jacob Saxild, Development Manager hos Greater Copenhagen Investments.
Alene Helsingborg Kommune har i dag projekter med – i alt fire: Helsingborg Hospital, The Helsingborg Express samt udviklingsområderne Helsingborg H+ samt Helsingborg Långeberga Logistics Center.
Helsingborg var simpelthen hurtigst fordi de var mest positive overfor Greater Copenhagen-samarbejdet. Dernæst kom Helsingborg med fordi de var med på standen for Greater Copenhagen på verdens største ejendomsmesse MIPIM i Cannes i marts, forklarer Jacob Saxild.
Greater Copenhagen seminaret sidste uge i Malmø var startskuddet, der skulle gøre flere skånske kommuner engagerede i de forskellige samarbejder under Greater Copenhagen. Tråden tages nu op med et møde hos Invest in Skåne inden sommerferien sammen med Greater Copenhagen Investments.
Invest in Skåne bliver vores skånske samarbejdspartner, som skal få flere skånske projekter med. Jeg forventer det vil ske de kommende par måneder. Når der er ubalance i de sjællandske og skånske investeringsprojekter nu skyldes det også, at vi på Sjælland har været i gang i tre år nu. Skåne skal ført rigtigt ind i samarbejdet nu, siger Jacob Saxild.
Greater Copenhagen Investments skal bruges under marketing-besøg i udlandet, når udenlandske investorer skal gøres interesserede i investeringsprojekter i regionen, og når udenlandske besøg her i regionen af erhvervsdelegationer skal koordineres mellem Skåne og Sjælland. Hertil er målgruppen regionale investorer, som skal gøres interesserede i projekter på tværs af sundet. På portalen for Greater Copenhagen Investments er der også kort over foreløbig i alt 34 udviklings- og infrastrukturprojekter i Greater Copenhagen-regionen – heraf de fire nævnte i Helsingborg.
Keld Broksø