Københavns store turistorganisation, Wonderful Copenhagen, og eventorganisationen Sport Event Denmark, tænker nu Københavns Arena sammen med Malmøs Arena for at få de helt store arrangementer til regionen fremover. Det håber man vil ske indenfor fem år.
Næste år står Royal Arena i Ørestaden i København nemlig færdig, og indvielsen er i 1. kvartal 2017, og det skal udnyttes over sundet.
– En konkret, fælles event kunne være EM/VM i håndbold inden for en tidsramme af fem år, hvilket synes realiserbart på begge sider af sundet, siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør for Wonderful Copenhagen til Rapidus.
Flere kilder siger nu til Rapidus, at Greater Copenhagen er en platform for samarbejdet. Årsagen er, at Greater Copenhagen også er et samarbejde mellem tre regioner om markedsføring og branding, og regioner kan sagtens være dem, som byder ind på at tiltrække internationale begivenheder. Det fastslår bl.a. direktør Dan Hammer for Royal Arenas driftsselskab, Danish Venue Enterprise (som ejes af amerikanske Live Nation Entertainment).
– Vores altoverskyggende fokus lige nu er at få Royal Arena færdig til 1.kvartal 2017, og jeg er optimistisk i troen på, at Greater Copenhagen bliver platform for fælles aktiviteter over Øresund, siger Dan Hammer til Rapidus.
– Det er imidlertid ikke arenaerne, der søger om større idrætsarrangementer, men typisk et samarbejde mellem et idrætsforbund, relevante kommuner og regioner samt organisationer som Wonderful Copenhagen og Sport Event Danmark. De er naturligvis klar over, at der er to attraktive multiarenaer i området, siger Dan Hammer
Interessen er i dag også stor fra begge de nævnte parter, erfarer Rapidus.
– Den korte afstand mellem Royal Arena og Malmø Arena giver muligheder, f.eks. indenfor slutrunder, siger Lars Lundov, CEO fra Sport Event Deenmark, til Rapidus.
De første store arrangementer i Københavns nye arena er aftalt – uden om Malmø. Det er VM i kortbanesvømning i 2017 og VM i ishockey i 2018, som sker i samarbejde med Jyske Bank Boxen i Jylland, et par timers kørsel fra København.
– Vi har dog haft en positiv dialog med Malmø Arena om VM i Ishockey i 2018 , men uden held på grund af urealistiske økonomiske krav fra det svenske ishockeyforbund. Generelt har vi dog oplevet en stor velvillighed fra Malmø. Det vil vi bygge videre på i arbejdet med at tiltrække kommende store events til Greater Copenhagen, siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør for Wonderful Copenhagen.
Af Keld Broksø