Danisco har ansat Lars Dybkjær, der tidligere har været i investeringsbanken Enskildas Londonafdeling, som investment manager i koncernens interne ventureselskab.
Ved årsskiftet starter endvidere Jakob Preben-Andersen som incubation manager. Han har tidligere arbejdet for blandt andre McKinsey i København og Mobilix og skal fungere som sparringspartner ved forretningsudvikling af koncepter, som endnu ikke er investeringsmodne.
Danisco Venture blev stiftet i maj med 500 millioner danske kroner i kapital fra koncernen. Investeringer foretages i både interne og eksterne forretningskoncepter fra startfasen og op til ekspansionsfasen. Koncepterne skal have tilknytning til fødevareindustrien, men kan være af interesse også for andre brancher såsom medicinalindustrien.
— Danisco driver forskning og udvikling i alle områder af verden. Vi har rollen som bindeled mellem startups og kerneaktiviteterne i Danisco, som kan bistå med pilotproduktion og opskalering, siger Anders Wilhjelm, vicedir. for ventureselskabet.
Der er fokus på Europa, men også USA og på længere sigt sandsynligvis Sydøstasien udgør arenaen. Maksimumbeløbet per investering er 50 millioner. Hidtil er der foretaget en investering på ti millioner i DTU Invest, som del af en større finansiering på 85 millioner.