Selv om Nationalencyklopedin (NE) i Sverige lancerede sin betalingstjeneste på internettet i maj, lige op til sommerferien, har interessen for den nye søgetjeneste været stor.
Hidtil har 25.000 brugere registreret sig på NEs hjemmeside. Det er primært privatpersoner, som har taget imod tilbuddet om fri adgang til at søge i det store opslagsværk mod en afgift på 40 kroner om måneden.
— Resultatet er på niveau med vores forventninger, og antallet af brugere vokser stadig. Efter sommeren er der mange skoler og virksomheder, som er begyndt at henvende sig, siger Eva Möller, pressechef på Nationalencyklopedin.
Hun regner derfor med, at antallet af brugere vil vokse dramatisk i løbet af nogle få måneder, når aftalerne om gruppelicenser er indgået.
Sveriges riksdag har også vist interesse for at tegne aftale til samtlige riksdagens computere, hvilket Eva Möller er særligt glad for, fordi det i sin tid var riksdagen, som gav forlaget Bra Böcker til opgave at udarbejde Nationalencyklopedin.
Sommerens begivenheder i Øresundsregionen har sat sine spor i søgestatistikken på ne.se. Öresundsbron ligger på syvendepladsen over hyppige søgeord. Malmö kommer på 11. pladsen og Danmark er nummer 18. Det hyppigste søgeord er Sverige.