Kort sagt: Det seneste år har budt på megen snak om nødvendigheden af fusioner i biotekbranchen. Små, nicheprægede forskningsvirksomheder anses ikke længere for at kunne klare finansieringen på egen hånd.
Sammenlægninger er vejen frem i mange tilfælde, men ikke bare for at spare penge – mindst lige så ofte for at sikre adgang til kompetence i virksomhedsledelsen.
Af Thomas Frostberg
Selv om førende venturekapitalister i Medicon Valley ønsker flere fusioner mellem biotekvirksomhederne i regionen, er der hidtil kun sket ganske lidt.
Et og andet eksempel er der, som da Cureon og Pantheco blev til Santaris Pharma i foråret. Men de allerfleste kæmper videre med deres egne selskaber som før. Venturekapitalisterne må delvist selv påtage sig skylden for at det er blevet sådan. For blot nogle år siden var det mere interessant at investere i et smalt, men lovende forskningsspor, end at skyde penge i selskaber med større bredde.
Nu er pendulet svinget til den anden side. For at mindske risikoen i projekterne og det tempo som selskaberne bruger deres penge i, skal der opbygges større enheder med flere parallelle udviklingsspor. Egentlig er der ikke noget nyt i det, sådan har de store medicinalvirksomheder arbejdet hele tiden. Tanken med stærkt nicheorienterede forskningsselskaber var at de skulle forsyne kæmperne med fremgravede lægemiddelstoffer der helst skulle være sluppet igennem i det mindste fase I-studierne.
Nu er det sjældent gået sådan, og en kendsgerning er det: Trods højt kvalificeret forskning har regionen svært ved at kommercialisere resultaterne.
Fusioner der har til formål at sprede risikoen og sænke omkostningerne, er udmærkede, men det lader til at en vigtig begrundelse glemmes.
Øresundsregionen lider af mangel på erfarne industriledere, erhvervsfolk der kender lægemiddelbranchen og ved hvordan forhandlinger med de internationale giganter foregår. Personerne er der, men de er ikke særligt mange og de koster penge. Samtidig skal hvert eneste biotekselskab med respekt for sig selv i dag have en adm. dir., en finansdirektør, en forskningsdirektør mv., selv om udbudet er begrænset.
For et år siden konstaterede vi i en lynanalyse at der herskede mangel på udenlandske repræsentanter i biotekselskabernes bestyrelser. Fra svensk side, hvor manglen var mest udtalt, henviste mange selskaber til medlemmernes mangeårige erfaring fra Astra og Pharmacia. I takt med at disse selskaber i stadig højere grad styres fra andre lande, mindskes også værdien af disse kontakter. Eller som en nøgleperson i Medicon Valley-området udtrykker det – der er en enorm forskel på at indgå aftaler med Bristol-Myers og Pfizer, sammenlignet med at forhandle med gamle kolleger hos Pharmacia og Astra.
Med færre, men større selskaber ville den sagkundskab som trods alt findes på området kunne anvendes bedre. Hvert eneste lille forskningsselskab kan ikke have de allerbedste personer i alle faser af lægemiddeludviklingen. Det ville desuden være dårlig udnyttelse af vigtig kompetence. Derimod ville disse personer kunne skifte mellem forskellige projekter inden for en virksomhedsgruppe med flere udviklingsprojekter, eventuelt i separate datterselskaber, og derigennem sikre flere succeser parallelt.
På samme måde bliver det lettere at rekruttere international ekspertise til selskabernes bestyrelser, når det ikke bare handler om enkeltstående højrisikoprojekter i et fremmed land som Danmark eller Sverige.
Henrik Lawaetz hos SLS Venture (tidligere MVC-fonden), Jesper Zeuthen hos BankInvest og andre toneangivende venturekapitalister i Medicon Valley er nødt til at fremelske en ny type forskningsselskaber som bedre end dagens smalle spydspidsvirksomheder er i stand til at håndtere både risiko og ledelsesspørgsmål på vejen frem mod globale licensaftaler.
Øresundsregionens fremtidige succes afhænger ikke af vellykket forskning, men af vellykket kommercialisering af denne forskning.
