Med juridisk adresse i Malmø og nye medarbejdere foreløbig i Göteborg og Stockholm vil en stor, dansk udvikler af specialiseret laboratorieudstyr via et helt nyt datterselskab, Broen Lab AB, satse langt hårdere på Skåne. Målet er at få lige så stor markedsandel i Sverige som i Danmark, hvilket betyder total dominans med 98 % af markedet.
– Jeg har fået de sidste juriske papirer for vores svenske selskab inden for de seneste to uger. Årsagen til vi starter op nu i Skåne og resten af Sverige er ikke mindst, at vi vil meget mere ind på de skånske life science virksomheder. Der skal ske meget i Skåne og resten af Sverige nu, fastslår direktør og medejer, Jesper Torp, til Rapidus.
I Danmark er Broen Lab A/S en kæmpe indenfor specialiserede laboratorieløsninger. I følge Jesper Torp har Broen Lab her 98 % procent af det danske marked, og 70 % af det nordiske.
– I Skåne skal vi udvide vores to forretningsområder, som er laboratoriearmaturer og sikkerhedsløsninger, herunder nødbrusere, så vi når op mod en tilsvarende dansk andel af markedet, lyder Jesper Torps ambition.
Foreløbig har det nye, skånske datterselskab ansat to i Stockholm og en i Göteborg. Flere ansættelser følger. Det skånske datterselskab er bl.a. en konsekvens af en ny, global vækststrategi efter den danske kapitalfond, Capidea, i januar i år investerede i Broen Lab.
Investeringen gjorde Capidea til hovedaktionær, mens tidligere eneejer af Dameca A/S, Jan Sindesen (investor i software og industrivirksomheder) også investerede. Han blev ny bestyrelsesformand sidestillet med direktør Jesper Torp, som blev medaktionær.
Broen Lab´s største markeder er Tyskland, UK, Norden og Benelux. Firmaet har outsourcet produktionen, men har udvikling og montage i Assens. Det fortsætter også efter den nye svenske satsning. Foreløbig er der lidt over 70 ansat – heraf 55 i Danmark. Broen Lab blev udskilt som selvstændigt aktieselskab i 2014 med en egenkapital på 17,6 mio. kr., mens hovedselskabet, Broen A/S, omsatte for knap en halv milliard DKK i seneste regnskabsår.
Keld Broksø