Over 100 politikere og kommunaldirektører mødtes til borgmestertopmøde 14. august og skabte et nyt brand Copenhagen. Ganske overraskende også Region Sjælland, som er længere væk fra København og Region Hovedstaden. Brandet skal nu skabe vækst for 46 kommuner og to regioner. Det betyder bl.a. fælles besøgstjeneste for delegationer og fælles investorportal. Men hvad nu med Region Sjælland, som er lidt perifer for Øresundsregionen? Og hvad med netop Øresundsregionen? Rapidus har stillet 5 skarpe spørgsmål til formanden for Region Sjælland, Jens Stenbæk, fra partiet Venstre: Skåne skal med — på sigt!
Nu hedder hele brandet Copenhagen — skal I have Skåne med nu eller senere?
– Målet er at Skåne går med i samarbejdet, når de er klar. Når det svenske valg i efteråret er overstået, vil vi gå ind i konkrete drøftelser med dem, om hvordan de kan deltage.
Betyder nytænkningen af brandet Copenhagen også nytænkning for Øresundskomiteen?
– Copenhagen er kendt ude i verden som et stærkt brand. Det betyder ikke i sig selv en nytænkning af arbejdet i Øresundskomiteen. Men vi bør se nærmere på, hvordan vi kan styrke det grænseoverskridende samarbejde og skabe mere vækst.
Copenhagen er tænkt som business region. Skal Copenhagen Capacity og evt. Wonderful Copenhagen sammenlægges med tilsvarende organisationer på Sjælland – og måske i Skåne?
– Sammenlægning er ikke et mål i sig selv. Vi skal se på, hvordan vi løser opgaverne bedre i en større region. Hvis det giver mening at sammenlægge organisationer, ser vi nærmere på det.
Er Region Sjælland med det nye initiativ ikke bange for at drukne, så region Hovedstaden og København løber med al opmærksomheden?
– Hovedstaden kan ikke maksimere væksten uden Region Sjælland. Det er dynamikken i den samlede region, som skal styrkes. Region Sjælland har dygtige virksomheder og institutioner, der bringer værdi til en samlet metropols vækst. En stabil, kvalificeret arbejdskraft, erhvervsarealer, styrker bl.a. inden for fødevarer og produktion er vigtige bidrag.
Hvad ønsker du bliver det første store initiativ i den nye branding af Copenhagen?
– På kort sigt: Et fælles modtageapparat for udenlandske delegationer. Vi kan få meget mere ud af eksempelvis de mange kinesiske besøg, hvis vi koordinerer besøgene og behandler dem mere professionelt. På lidt længere sigt: En fælles stærk fødevaresatsning, hvor vi både trækker på industrien, universiteterne og de gode råvareproducenter i regionen.
Keld Broksø