Lukningen af hele Nokias udviklingsafdeling i en fremtrædende bygning i Københavns Sydhavn har her halvandet år efter 1.000 blev fyret udviklet sig til så stor en succes i form af nye opstartsvirksomheder, at det netop er besluttet at danne en ny netværksorganisation, ICT Copenhagen, som skal fremme opstartsvirksomheder. Den får medlemsbase hos nu i alt 45 virksomheder udsprunget fra Nokia, men bliver også åben for andre fra begge sider af sundet.
Alene den seneste måned er 10 nye opstartsvirksomheder kommet til, oplyser Peter Ib, som indtil årsskiftet er administrerende direktør i Nokia Danmark.
— Og vi får formentlig flere nye opstartsvirksomheder i Nokias bygning resten af november og december. Virksomhederne får lov at sidde her resten af de ansattes opsigelsesperiode til og med marts næste år. Derpå er de på egen hånd, siger Peter Ib till Rapidus.
Virksomhederne har fået rådgivning til jura, regnskab og forretningsudvikling af Nokia, der efter nytår kun vil have salg tilbage i Danmark med seks ansatte, som placeres i Ørestaden.
En af initiativtagerne til ICT Copenhagen, Jens Raarup, ser den nye organisation som begyndelsen til et langt større netværk.
— Vi begynder med basen af tidligere Nokia-ansattes spin off-firmaer med samme udgangspunkt, og hvor vi kan lære af hinanden. Efter marts skal foreningen afgøre, om vi samlet bliver i Nokias bygning eller finder et andet sted. Dertil mangler vi generelt et netværk for nye virksomheder, så flere skal siden med — også gerne fra den anden side af Øresund, siger Jens Raarup.
ICT Copenhagen er så ny at organisationen endnu ikke har egen hjemmeside eller på anden måde har markeret sig, men i Nokia er sammenholdet blandt de nye virksomheder nu stort nok til, at der atter bliver grinet i kantinen: Af de 880 medarbejdere, der har allerede har forladt Nokia, har 680 allerede fundet en New Future, og de er alle markeret på en væg med samme navn hos Nokia.
Af Keld Broksø