Kort sagt: Det er gået fremad med at arbejde og pendle på tværs. Men det halter stadig med kulturel åbenhed. Rapidus har talt med konsulenter og rekrutteringsfirmaer, som påpeger, at den mentale lukkethed er vi nødt til at arbejde med. Der kan ikke lovgives mod mentale barrierer. Den må vi arbejde med selv — blandt andet ved at tale om dem. Derfor begiver Rapidus sig ud i en mere spirituel lynanalyse om kulturel åbenhed.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus
Rapidus læsere og andre, som mener øresundsintegrationen fortsat er vigtig, kan glæde sig over fremskridt i pendling og forretninger over sundet de seneste tolv år. Men hvordan med den kulturelle åbenhed? Kan vi få svenske sælgere til at kontakte danske kunder og visa versa? Kan vi få markedet for bestyrelseskandidater og CEO´s til at krydse sundet? Har vi udryddet de sidste fordomme om svensk diskussionslyst og konsensussyge kontra dansk handlekraft uden nok omtanke – og direkte ufølsomme udtryksmåder?
Rapidus er i kontakt med rekrutteringsfirmaer, forretnings- og organisationsfolk samt investorer. Den kedelige konstatering efter samtaler med dem er, at den mentale grænse gennem Øresund langt fra er brudt. Der er eksempelvis nærmest en Berlinmur mellem det danske og svenske marked for bestyrelseskandidater — selv om alle er enige om, at udveksling kan skabe givtige netværk. Rekrutteringsfirmaer, som har forsøgt at hverve til bestyrelser på tværs, har brændt fingrene på et fastlåst marked med fordomme og uvidenhed.
Selv firmaer med globalt udsyn hyrer alligevel danske sælgere og marketingsfolk til det danske marked – og ligeså svenske sælgere til det svenske marked. Det er holdningen, at det stort set er umuligt for en svensk at gennemføre en forretning i Danmark uden hjælp fra en dansk til at slutte handlen. Man skal forstå dansk mentalitet for at handle i Danmark, og det er danskere bedst til, er forklaringen — og den samme (bort)forklaring findes i Sverige med modsat fortegn. Konsulentvirksomheder mener, at det udmærket kan være indiske, østeuropæiske eller svenske konsulenter, som udfører en opgave, men når opgaven skal sælges i eksempelvis Danmark, så skal selve forretningen afsluttes af en dansk. Hvad er der gået galt?
Den enkle forklaring er, at vi er blevet bedre til at fokusere på problemer frem for på muligheder.
Sandt er, at der er politiske barrierer inden for skat, pension, arbejde i to lande, firmabiler, rådgivning, lærlingeuddannelse, forældreorlov, investeringer på begge sider af sundet fra offentlige fonde, bankoverførsler, porto og telefon. Men mentale barrierer — dem er vi kun ansvarlige for selv.
Derfor er det et vigtigt skridt i de næste 10 års Øresundsgeneration, at vi får de mentale barrierer brudt ned. Både i private og offentlige systemer. I det offentlige var der i arbejdsformidlingen i København en konference om, hvordan arbejdsmarkedet over Øresund kan blive bedre. En repræsentant fra Malmø fortalte om klausuler mod social dumping, som gjorde det svært for en dansker at arbejde på tværs. Og den københavnske beskæftigelsesborgmester fortalte ligeledes om klausuler mod social dumping. Altså fokus på alt det, man IKKE må eller kan – samt problemerne med A-kasse, sociale afgifter m.v.
Hvis vi i stedet skal til at se på muligheder skal vi kunne levere PAKKEN af løsninger i form af bedre rådgivning, og én samlet stak af formularer og skemaer, som kan udfyldes én gang for alle. I dag sendes man fra kontor til kontor, når der skal arbejdes på tværs. De komplekse systemer bidrager til de mentale barrierer.
Men hånden på hjertet: Det kan ikke bære hele undskyldningen for kulturel lukkethed. HVIS man fokuserede mere på muligheder ville langt flere danske virksomheder gå på jagt efter veluddannede på Lunds Universitet. Og man ville se langt flere svenske datterselskaber i Danmark, hvor end ikke Sveriges Handelskontor mener det er umagen værd at registrerer dem. DIDA – Foreningen for svenska dotterbolag i Danmark med kun godt 30 medlemmer, ser heller ikke en stor tilgang. Øresundsbron lavede derimod en opgørelse i 2010, hvor der var 291 danske virksomheder med 5.400 ansatte i Malmø. Danmark toppede listen over udenlandsk ejerskab af virksomheder i Malmø. Derefter kom Storbritannien (164), Norge (162) og Tyskland (144). Spørgsmålet er, hvem der har mest kulturel åbenhed? I DIDA mener formanden, Kim Knudsen fra SKF Danmark A/S, at her vinder svenskerne på point. Men bundlinjen er, at både Sjælland og Skåne stadig mangler at opdage potentialets fulde omfang ved kulturel åbenhed. I følge rekrutteringsfirmaer, som Rapidus har været i kontakt med, har en tredje spiller for længst har overkommet de mentale barrierer:
Det olierige Norge snupper både danske og svenske medarbejdere lige nu.
Måske Norge kan se fornuften i at blande kortene, hvis man et øjeblik skal blive i stereotyperne: Svenskerne kan tænke stort og internationalisere ideer som H&M, Volvo og IKEA. Danskerne er gode til at udfordre og tænke skævt. Og der vi skal hen: Når man først har arbejdet sammen med folk fra begge kulturer længe nok, kan man se styrker.
Ifølge samtaler, som Rapidus har haft, er det også et generationsspørgsmål. Unge tænker mindre over, hvem der er svenk og dansk. Det lover godt for fremtiden med en frisk, ung tilgang, men det er for længe at vente en generation på at få nedbrudt de mentale barrierer. Kan vi gøre det hurtigere, blandt andet ved at tale mere om mentale barrierer, har vi som højtuddannet, demokratisk region alle muligheder for at bære projekter videre bl.a. i samarbejde med det væksttunge Asien. Vi skal brande danske og svenske kompetencer sammen. Der er unikke muligheder, og det er vanskeligt at se besværligheder, når man skærer ind til benet. Men manglen på kulturel åbenhed består. Endnu.
