Siden efteråret 2009 har godt tyve LTH-studerende læst et semester af deres ingeniøruddannelse på Zhejiang university i det sydøstlige Kina. Nu knyttes der endnu stærkere bånd mellem de to universiteter, efter at de har besluttet at starte et fælles forskningscenter for innovation og iværksætteri i Hangzhou.
Planerne om Joint Center of Innovation and Entrepreneurship har eksisteret i et stykke tid, men blev først konkrete i slutningen af maj, hvor en delegation fra Lunds universitet med forvaltningschef Marianne Granfelt i spidsen indgik en aftale med kollegerne ved Zhejiang university, der regnes som et af Kinas fem bedste.
Nu er en svensk-kinesisk bestyrelse klar, hvor Marianne Granfelt får selskab af blandt andre LTH’s rektor Anders Axelsson, Ekonomihögskolans rektor Allan T. Malm samt Charles Edquist, professor i innovationsvidenskab ved Lunds universitet. Det første bestyrelsesmøde afholdes i efteråret i forbindelse med verdensudstillingen i Shanghai.
Aktiviteternes konkrete udformning ligger ikke helt fast, men planerne omfatter blandt andet studenterudveksling og fælles forskningsprojekter inden for innovations- og iværksætterspørgsmål.
— Vi planlægger endvidere et samarbejde inden for VentureLab, væksthuset ved Lunds universitet, der kan fungere som model for noget lignende ved Zhejiang university, siger Gabriel Somesfalean, som bliver ansvarlig for centret for Lunds universitets regning.
Ud over lokaler og en vis arbejdskraft bidrager de to universiteter i første omgang med 200.000 svenske kroner hver i grundlæggende finansiering.
Af Erik Olausson