Øresundsregionen skal være et knudepunkt for forskning i fødevarer og sundhedsspørgsmål i EU. Det ønsker lobbyorganisationen Øresund Food KIC, som med 700.000 friske euro i EU-støtte skal lede arbejdet med at etablere et nyt forskningscenter i regionen.
I dag er der tre KIC’er (Knowledge and Innovation Communities) i EU, som har fokus på energi, klima samt informationsteknologi, med et årligt budget på mellem 100 og 150 millioner euro hver. Fremover kan der blive flere, og hos Øresund Food KIC er fokus indstillet på at få etableret et center med fokus på fødevarer og sundhed i 2012.
— På grund af den økonomiske situation i Europa er finansieringsspørgsmålet blevet vanskeligere. Derfor lægger vi nu kræfterne i lobbyarbejde rettet mod EU-politikere for at sikre den finansiering, som kræves for at starte et nyt center, siger projektkoordinator Niels Gerner, der tidligere blandt andet har været aktiv inden for Medicon Valley Academy.
Foruden rent lobbyarbejde skal pengene gå til at etablere et sekretariat, som skal forfølge spørgsmålet. En håndfuld personer arbejder i dag med Øresund Food KIC, som i kraft af de nye midler vil forstærke sin organisation. Den svensk-danske organisation skal også arbejde for at stifte et konsortium med andre regioner, der ønsker at indgå i det nye forskningscenter med fokus på fødevarer.
Øresund Food KIC er en del af Øresund Org. Hovedpartner i projektet er Øresundsuniversitetet og Roskilde Universitetscenter.
Af Joel Persson