Det børsnoterede svenske konsulentfirma Prevas varsler om opsigelser. Op imod ti procent af de ansatte berøres, men adm. dir. Mats Lundberg siger til Rapidus, at Øresundsregionen kan klare sig nogenlunde helskindet igennem.
Det er finanskrisen, der presser Prevas. Af de cirka 550 medarbejdere findes godt hundrede i Øresundsregionen, nærmere bestemt i København, Malmö, Lund og Helsingborg.
— Vi har et ganske stabilt kundegrundlag i regionen og er derfor ikke blevet påvirket lige så meget. I resten af Sverige har vi flere industrikunder, som har haft det sværere, men i Øresundsregionen er det mest telekom, siger Mats Lundberg.
Endnu kan han ikke sige, præcis hvordan nedskæringerne vil ramme; først skal der være faglige forhandlinger.
Af Anna Palmehag