Det tekniske konsulentfirma Projektengagemang med hovedkontor i Stockholm åbner sit første sydsvenske kontor til juni. Inden et år regner man med at have omkring 20 ansatte i Malmö. Chef bliver Rolf Elmér, tidligere adm. dir. for blandt andet Malmöfirmaet Avail Intelligence, og kontoret skal dække hele Øresundsområdet.
— Projektengagemang går vældig godt som koncern, men har ikke haft nogen afdeling i Sydsverige før. Det er mit håb, at vi i løbet af et års tid vil få vores første opgave i Danmark. Længere ude i fremtiden kunne jeg også forestille mig, at vi åbner flere kontorer hernede, for eksempel i Kristianstad og Helsingborg, siger Rolf Elmér.
Koncernen er repræsenteret seks steder i Sverige og sælger konsulenttjenester inden for en række forskellige områder: husbygning, opbygning af infrastruktur, industri, energi og projektledelse. Øresundskontoret vil profilere sig inden for energi- og miljøprojekter. Ifølge koncernens adm. dir. Per-Arne Gustavsson oplever man på grund af finanskrisen en vis nedgang på industriområdet, men nærmest en fremgang på energiområdet.
Projektengagemang AB blev grundlagt for tre år siden og har i dag omkring 135 ansatte. Ledelsen regner med en omsætning på 160 millioner SEK i år og et overskud på 15 millioner.
Af Lisa Kirsebom