Kort sagt: Mobilproducenten Sony Ericsson har i et par kvartaler været inde i en dyb krise. Efter det senest kvartalsunderskud på 4 milliarder svenske kroner er virksomheden nødt til at skære en femtedel af medarbejderne væk. Men besparelser er kun en kortsigtet løsning på Sony Ericssons problemer. Hvis det ikke på langt sigt lykkes virksomheden at udvikle produkter, som kunderne vil have, bliver spørgsmålet om overlevelse snart sat på spidsen. I forlængelse heraf bliver hele Øresundsregionens telekombranche desuden truet.
Af Anders Haskel, gæsteskribent
Siden det første frø blev sået i 1980’erne på den mark i det østlige Lund, hvor Ideon senere er vokset frem, er et af verdens stærkeste knudepunkter inden for mobil telekommunikation blevet udviklet i Øresundsregionen. Den vigtigste individuelle aktør, i det mindste når det gælder antallet af ansatte, er Sony Ericsson. Virksomheden har gennem flere år opsuget en stor del af de ingeniører, der udklækkes fra Lunds Universitet.
Andre vigtige spillere er ST-Ericsson i Lund (tidligere Ericsson Mobile Platforms) og Nokia, der ligger cirka ti kilometer inde på den danske side. Med cirka 1.500 medarbejdere, heraf 80 procent ingeniører, er det et af Nokias vigtigste udviklingscentre uden for Finland.
Omkring mobilfirmaerne er der vokset en lang række forretningsmuligheder op for konsulenter. Uden Sony Ericsson var virksomheder som TAT (The Astonishing Tribe), Scalado og nu det senest meget omtalte Malmöfirma Illusion Labs næppe heller vokset frem i regionen. Illusion Labs skaber i og for sig applikationer til Apples succesfulde iPhone og kan dermed på sin vis bidrage til Sony Ericssons vanskeligheder. Men dygtige konkurrenter kan aldrig få skylden for ens egne utilstrækkeligheder. Det er ikke Audis og BMW’s skyld, at svensk bilindustri er havnet i en vanskelig krise.
Fremvæksten af nye virksomheder kan nu være truet, og årsagen er naturligvis Sony Ericssons vanskeligheder med at skabe en stabil, lønsom drift. Selskabet mistede 35 procent af omsætningen i løbet af første kvartal og blev tvunget til at regnskabsføre et driftstab svarende til cirka 4 milliarder kroner. Dele af underskuddet, men langt fra det hele, skyldes finanskrisen. Antallet af solgte Nokiatelefoner faldt kun med godt det halve. Sony Ericsson taber også mere end konkurrenter som Samsung og LG. I denne situation kan det ikke nytte noget at stikke hovedet i busken og tro, at alt nok skal gå.
— Jeg tror ikke, at det vil ske, svarede Peter Sörbom, erhvervslivschef i Lund, for nylig på et spørgsmål stillet af en journalist fra Sydsvenskan om, hvorvidt en nedlæggelse af Sony Ericsson i Lund er en reel risiko.
Jeg mener, at det er en farlig opfattelse. Vi, der lever i Øresundsregionen, er nødt til at turde tænke den hidtil utænkelige tanke, at Sony Ericsson om nogle år kan være helt væk fra landkortet og de konsekvenser, det han have for regionens vækst og mulighed for at tiltrække unge til kvalificerede tekniske uddannelser på regionens højere læreanstalter.
Nu tror jeg heller ikke, at vi vil opleve en ren nedlæggelse af Sony Ericsson. Det vil snarere dreje sig om en gradvis demontering og udflytning af aktiviteter til andre dele af verden. Det spareprogram, som blev annonceret i forbindelse med kvartalsregnskabet, og som skal omfatte opsigelse af i alt 2.000 medarbejdere inden for Sony Ericsson, kan blot være et af flere skridt i en sådan retning.
Men kan ikke sulte sig til lønsomhed, selv om der findes en del at hente ved at sænke udviklingsomkostningerne, der er betydeligt højere i forhold til omsætningen, end hvad for eksempel Nokia kan fremvise. Forenklet kan man altså sige, at for mange ingeniører er et af Sony Ericssons problemer.
Analytikere påpeger, at virksomheden mangler en tydelig markedsniche, hvor man har et overtag sammenlignet med konkurrenterne, og de ser en risiko for, at Sony Ericsson langsomt vil visne bort, hvis underskuddene fortsætter.
En sådan udvikling kan blive fremskyndet, hvis Ericsson skulle beslutte sig for at opgive sit 50 procents ejerskab. Ericssons adm. dir. Carl Henrik Svanberg sagde ganske vist så sent som på Ericssons generalforsamling i onsdags, at han er parat til at støtte Sony Ericsson med ny kapital, hvis et sådant behov skulle blive aktuelt. Men problemet på kort sigt er ikke i første omgang mangel på kapital eller Sony Ericssons økonomi. Selskabets nettobeholdning, der overstiger 10 milliarder, voksede i løbet af første kvartal, trods kæmpetabet.
Paradokset er, at ingeniør- og busines-to-business-virksomheden Ericsson ganske enkelt er den forkerte ejer til et firma med hurtigt omsatte forbrugerartikler. Det virker som om, den stærke ingeniørkultur, der traditionelt altid har eksisteret i Ericsson, også findes i mobilvirksomheden.
Den naturlige køber er den anden halvpartsejer, japanske Sony. Sony er ganske vist en forbrugervirksomhed, men har endnu ikke været overbevisende som ejer af en mobiltelefonvirksomhed. Sonys egne vanskeligheder med at øge markedsandelen var jo i virkeligheden en af årsagerne til ægteskabet med Ericsson i 2001.
Præcis hvad japanerne vil, er også i denne situation uklart. Hvis Sony tager helt over, er det naturligt, at man grundigt overvejer, hvorvidt der overhovedet er brug for så omfattende udviklingsaktiviteter i Europa, som dem man har i dag. Et argument, som alligevel taler for Sverige og Lund, er den meget stærke infrastruktur, der findes i området. Sverige er også blevet et lavomkostningsland, når det gælder ingeniører og andet veluddannet personale, så hvis man overhovedet skal være til stede i Europa, så udgør Lund stadig et særdeles godt alternativ.
Der findes ingen lette løsninger. Den bedste løsning er formentlig ikke for enhver pris at forsøge at redde en omfattende Sony Ericsson-virksomhed i regionen. Den type industripolitik er der afskrækkende eksempler på i historien, og det er jo heller ikke sådan, at den svenske regering griber ind for at redde bilindustrien i det vestlige Sverige.
I stedet handler det om at skabe de bedst mulige forudsætninger for al den innovations- og iværksætterånd, som trods alt vokser frem i kølvandet på de store telekomfirmaer. I sidste instans kan Sony Ericssons problem faktisk blive et løft for hele regionen, forudsat at man udnytter den kompetence og de muligheder, som findes.
For Sony Ericssons eget vedkommende gælder det om for første gang at skabe en langsigtet holdbar evne til at levere produkter, som markedet vil have. Næste vigtige holdepunkt bliver den 28. maj, hvor Sony Ericsson skal lancere en ny telefon, baseret på et nyt underholdningskoncept.
Volvo og Saab har gennem lang tid bygget gode produkter baseret på gedigen svensk ingeniørsnilde. Virksomhederne er blevet støttet økonomisk gennem lang tid af deres ejere, men de store overskud og salgsfremgange er udeblevet. I stedet har aktører som BMW og Audi kontinuerligt rykket deres positioner frem, delvist på bekostning af de svenske bilfirmaer. Lad os håbe, at Sony Ericsson ikke bliver mobilverdenens Saab. Det ville være meget sjovere at se virksomheden udvikle sig til mobilindustriens svar på BMW.
