Kort sagt: Proteinforskningscentret ”Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research” har ført en anonym tilværelse siden det under stor bevågenhed blev skudt i gang i 2007. Det er kendetegnende for Øresundsregionens fyrtårne: Blusset på lampen dæmpes hurtigt. Den store dansk-svenske satsning med ESS i Lund risikerer samme skæbne. Synergi og tiltrækningskraft bliver hule ord, hvis forskningscentre ikke skaber vedvarende, international og national hype, som holdes ved lige af gode historier. Rapidus giver her tre gode historier, som mangler at blive fortalt.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus
På Rapidus kan vi huske entusiasmen, glæden og stoltheden hos erhvervs- organisationsfolk i Øresundsregionen, da Novo Nordisk Fonden donerede 600 mio. kroner til det nye proteinforskningscenter ”Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research”. I sommeren 2007 blev svenskeren Michael Sundström hentet direkte fra en topstilling på et center for proteinstruktur ved Oxford University. Han blev direktør med 600 millioner på lommen til efter planen at åbne i efteråret 2008 og huse 100 medarbejdere i fem slagkraftige forskergrupper.
Ifølge pressemeddelelserne fra 2007 skulle centret ”placere Danmarks hovedstad tungt på det sundhedsvidenskabelige verdenskort”. Det skulle huse førende proteinforskere som en dynamo for medicinalindustrien. Altså et proteincenter i verdensklasse, og med en særlig facilitet, hvor forskerne kan få proteiner til udvikling af ny medicin baseret på proteiner. Med forskningen har man potentiale for bedre behandling af kræft, sukkersyge, demens og overvægt. Der er nok at tage fat på, og de 600 mio. kroner er den største donation i nyere tid til dansk forskning.
Det er forbløffende, at der siden har været meget stille om centret, men der er kendetegnede for, hvordan regionens videnskabelige fyrtårne bliver glemt.
Virksomhederne i regionen har tilsyneladende heller ikke opdaget proteincentret, som lige nu får det sidste på plads. Men pointen er, at den videnskabelige produktion allerede er i gang i Københavns Universitets øvrige lokaler på Blegdamsvej.
Dermed skulle fødevareteknologi og lægemiddelvirksomhed have deres fyrtårn, der kan profilere regionen. Rapidus må konstatere, at det ikke er sket – og end ikke forsøgt siden 2007. Det rejser spørgsmålet, hvad der kan skabe selvforstærkende synergier også for fremtidens fyrtårne?
Problemet er, at grundforskning i sig selv ikke er så sexet i offentligheden eller overfor politikere. Vi har svært ved at forstå den. Der skal derfor tænkes alternativt. Rapidus kan se tre gode historier, som forskningscentre, politikere og erhvervsliv forsømmer at fortælle nationalt som internationalt.
Den første gode nyhed, som ikke er formidlet tydeligt endnu, er at det kan lade sig gøre at få produkter ud af regional grundforskning, og at det sker jævnligt. Ét eksempel er en ny metode til at undersøge gravide for proteinet ADAM12, som kan bestemme sandsynligheden for alvorlige fostersygdomme. Proteinet kommer direkte fra grundforskning, og lanceres nu af Statens Serum Institut. Koblingen fra grundforskning til nye produkter er et langtidsprojekt, men målet er klart:
Grundforskningen skaber fremtidens lægemidler.
Den anden gode historie, der skal fortælles bedre, er at forskningscentre fremtidssikrer regionens industri. Og et sidste bud på en vigtig historie, som såvel fyrtårne, industri som regionens myndigheder og organisationer skal fortælle mere offensivt er, at gode forskningsbetingelser skaber en styrket, samlet rekruttering af forskerne. Det er en konkurrenceparameter, som regionen godt må prale af.
For at få synligheden tilbage er det nødvendigt, at fyrtårne som proteincentret tænker ud over de obligate forskningsrapporter i internationale tidsskrifter. Vi mangler at bryde halvandet års tavshed i virksomheder, medier og hos politikere nationalt som internationalt. Selv om det er uvidenskabeligt, så er opmærksomhed selvforstærkende, og den giver dynamik selv for grundforskningscentre. De er nødt til at planlægge en langt mere offensiv lobby- og mediestrategi fra det øjeblik de er en realitet.
Det skræmmende perspektiv er, at ellers kan vi også ende med et ESS i Lund, som stort set vil blive glemt i det øjeblik, hvor verdens førende anlæg til neutronbaseret forskning skulle blive en realitet som et Øresundsprojekt i milliardklassen. Det er trist, hvis vi nærmer os danske direktørers velkendte BMW-syndrom: Når bilen først er hjemme mister de lysten til at vækste yderligere.
