Den amerikanske hardwaregigant Intel har opkøbt Lundfirmaet Swiftfoot Graphics i Ideon Innovation. Oplysningerne kan findes i den svenske selskabsstyrelses register, men ingen af de involverede parter vil i øjeblikket udtale sig om aftalen.
Allerede i efteråret havde Swiftfoot Graphics drøftelser med en række større hardwarefirmaer, deriblandt Intel, og nu er der kommet en aftale i stand. Ifølge selskabsstyrelsens protokol fra en ekstraordinær generalforsamling i Swiftfoot Graphics den 5. december 2008 ejer Intel Sweden samtlige aktier i selskabet.
I Swiftfoot Graphics bestyrelse sidder nu personer med høje stillinger hos Intel. Selv om Intel Sweden i dag står som eneejer af Swiftfoot Graphics, vil Intel Swedens pressechef Camilla Törnblom ikke give nogle kommentarer, men henviser til Intel-repræsentanter i USA. Rapidus har hele dagen forsøgt at træffe disse, men uden resultat.
Med i Swiftfoot Graphics bestyrelse sidder også Tamiko Hutchinson, finanschefsassistent for Intel Europa, Mellemøsten og Afrika.
— Uanset hvad jeg ved eller ikke ved, så må jeg ikke udtale mig om denne type spørgsmål, siger hun.
Swiftfoot Graphics tidligere adm. dir. og bestyrelsesformand Tomas Akenine-Möller, professor i datalogi på LTH, siger at samtlige fem ansatte stadig er i selskabet, men kan i øvrigt ikke udtale sig om aftalen. Som tidligere ejere stod de fire grundlæggere, deriblandt Tomas Akenine-Möller og LUAB.
Selskabet har udviklet effektive algoritmer til optegning af 3D-objekter på dataskærme. En effektiv optegning sparer processorkraft, hvilket igen giver mulighed for hurtigere og mere detaljerig grafik, men besparelsen kan lige så godt udnyttes til, at et batteri i en bærbar computer holder længere. Intel er en af verdens største producenter af mikroprocessorer.
Af Joel Persson og Erik Olausson