Kort sagt: Her et år før FN’s Klimatopmøde i København i november 2009 har Danmark indtil nu været så optaget af det globale, at man har glemt det nære og lokale og cleantechvirksomhederne. Men med statsminister Anders Fogh Rasmussens grønne tale i søndags og nye initiativer fra klimaminister Connie Hedegaard for erhvervslivet er alle vågnet op. Men det er en hastesag, som forsinkes fordi der diskuteres statstilskud frem for bedre rammer for cleantech virksomhederne.
Af Keld Broksø
Danmarks grønne profil har fået tømmermænd her kort før årsskiftet.
Euforien over, at FN’s Klimatopmøde holdes i København om blot ét år blev til så langvarig en fest, at man alt for sent har taget fat på den lokale, grønne miljøprofil, som både skal give Danmarks cleantech virksomheder et boost og give verdens ledere det gode eksempel, der kan være med til at presse en international klimaaftale igennem.
I stedet er Danmark ved at være egnet som et museum for miljøromantik: Danmark har sagt alt det ”rigtige”, men hidtil reelt gjort lidt på det lokale, nære plan, der betyder noget for danskernes dagligdag og for de cleantech-virksomheder, som her i regionen næste år har chancen for at være fyrtårne for resten af verden
Den gode nyhed er, at det har både statsministeren og klimaministeren netop opdaget.
Den dårlige nyhed er, at det er en hastesag, hvis omfang tilsyneladende hverken er gået op for medier eller politikere.
Den gode nyhed først: Det var en taktisk genistreg, da Anders Fogh Rasmussen i søndags på regeringspartiet Venstres landsmøde sprang ud af skabet, og erkendte det var en fejl at kuldkaste socialdemokraternes grønne linje i 2001. Men NU skal der skabes tusinder af nye jobs ved at udvikle Danmark til et grønt teknologicenter: Fogh vil sikre en førerposition inden for bioenergi, vindkraft og udvikle en voksende industri med energieffektive teknologier og løsninger.
Kort forinden var også klimaministeren på banen med at annoncere, at der i 2009 vil være 750 mio. kr. afsat til energiforskning og udvikling, og at beløbet stiger til godt 1 milliard kroner i 2010.
Og så til omfanget af den dårlige nyhed: Annonceringerne af nye initiativer kommer for det første alt for sent til at de kan nå den maksimale effekt inden klimatopmødet – og dermed brande Danmark som miljønation, hvilket er en væsentlig del af den danske eufori.
For det andet er der ikke mindst i statsministerens udmeldinger ikke meget nyt, men mange forstandige ord om også alle de nære og lokale ting, der får danskerne til at engagere sig og bakke politikerne op. Et eksempel er intelligente elmålere – altså muligheden for at man kan spare penge ved at bruge blandt andet vaskemaskinen om natten, og dermed udnytte ubrugte ressourcer i vindenergien bedre. Fogh vil gerne have dem, men han animerer ikke elselskaberne til at indføre dem ved at tillade elselskaberne at lade forbrugerne betale prisen for udskiftningen af elmålerne.
For det tredje taler ingen om rammerne for at øge hastigheden af de danske miljøinvesteringer. Danmarks store vindmølleindustri har eksempelvis længe klaget over bureaukratiet ved etablering af vindmøller i Danmark. Et eksempel findes i Hvidovre i Avedøre-området, hvor den statslige energistyrelse i tirsdags efter næsten et års polemik gav tilladelse til at opføre tre kæmpevindmøller, så verdens ledere allerede ved indflyvningen til København kan se et bevis på den grønne profil. Men Hvidovres byråd har i et år gjort alle mulige krumspring, og fik held til at udskyde processen for at undgå møllerne i et ellers rent industriområde. Der er kommunalvalg i 2009, hvilket forklarer de kommunale politikeres konfliktskyhed, men nu er det tvivlsomt om møllerne kan nå at stå færdige til klimatopmødet.
Elmålere og vindmøller er to eksempler på, at Danmarks grønne profil op til klimatopmødet ikke reddes af gode hensigtserklæringer. Det er blevet en hastesag at ændre rammerne for virksomheder, der har med grøn teknologi at gøre. I stedet taler man om statstilskud.
Eksporten af dansk energiteknologi rundede i 2007 52 mia. kr. Det er 13 procent højere end året før, så potentialet er der og virksomhederne kan selv. Derfor er det er ejendommeligt, at man endnu en gang i en borgerlig regering tænker socialdemokratisk, og vil løse et akut problem med statstilskud frem for at give erhvervslivet de rammer, som det behøver.
Rapidus vil dreje debatten: Grøn teknologi og energi skal kunne betale sig. Det vil sige, at det offentliges fornemmeste opgave bliver eksempelvis at sikre nemmere adgang til opstilling af vindmøller, og at elmålere og andet energibesparende udstyr skal betales af forbrugerne selv. Der er ikke andre til at gøre det, men staten må gerne presse på med lovmæssige påbud, hvor det er fornuftigt.
Risikoen er ellers et Danmark som frilandsmuseum for miljøbevidsthed, når man sammenligner med Silicon Valley og det cleantech eventyr, som har taget over efter IT-boblen. Danmark har ikke udnyttet det fulde potentiale i at skabe arbejdspladser i nye cleantech selskaber, mens der er skabt titusindvis af nye arbejdspladser på cleantech i Silicon Valley. En del af problematikken er, at eksisterende støtteordninger i eksempelvis Vækstfonden er uden tilstrækkelig fokus på det vækstområde, men erhvervslivet vil faktisk gerne være med helt af sig selv, hvis de får lov og muligheder. Et fyrtårn som Novozymes har eksempelvis med energiselskabet DONG indgået et samarbejde, der vil gøre Novozymes i Danmark CO2-neutral på strøm allerede i 2012.
Det offentlige må gerne gå foran. Det er der mange eksempler på, men de har endnu ikke været overbevisende eller har fundet en kritisk masse. Og samarbejdet med erhvervslivet mangler.
Miljøindsatser rækker selvfølgelig langt ud i fremtiden, men efter 2009 er magien forduftet for Danmark som mulighedernes land. Derfor er Danmarks grønne profil blevet en hastesag.
