Der var lutter glade miner, da et rekordstort antal iværksættere, investorer og hangarounds i går skiftede slips og høje hæle ud med indiske gevandter og lædersandaler på BiotechBuilders årlige møde. Men bag den ubekymrede facade aner man en presset branche, hvor ventureinvestorerne har trukket følehornene til sig, og de gode eksempler glimrer ved deres fravær.
Udholdenhed, gode kontakter og vanskelige beslutninger ser ud til at være nødvendige, hvis Øresundsregionens biotekfantaster skal kunne samles under lige så festlige former fremover.
Af Erik Olausson, Lisa Kirsebom og Thomas Frostberg
Det er svært ikke at blive smittet af stemningen, når cirka 150 danske biotekfolk samtidig skal skifte til sandaler, sari og hvide pyjamasbukser om bord på en gyngende båd i Øresund. Nogen omklædningskabine er der ikke, og kameramændene løber ivrigt omkring for at dokumentere forløbet. Den symbolske handling opfylder helt klart en vigtig funktion. Ligesom gymnasiets introduktionsuge og de videregående uddannelsers ruskurser skal den spøgefulde ydmygelse bryde isen og øge gruppefølelsen blandt iværksættere, ventureinvestorer og andre nøglepersoner inden for regionens biotekindustri.
Det ser ud til at være påkrævet. Da den danske biotekprofil Jørgen Thorball startede netværket BiotechBuilders for seks år siden, var den udtalte målsætning at hjælpe en biotekbranche i krise med at komme på fode igen. Nu er branchen atter på hælene.
Selv om lavkonjunkturen endnu blot er en trussel i horisonten for resten af erhvervslivet, ser det ud til, at biotekbranchen allerede er nede i en bølgedal, i det mindste når det gælder adgangen til risikovillige ventureinvestorer.
For ikke så længe siden ventede de omkring hvert et gadehjørne. Så sent som i marts kom der tal, som viste, at selskaberne i Medicon Valley på et år havde fået tilført over en milliard svenske kroner i venturekapital. Men klimaændringen har allerede fundet sted, og det med eftertryk. I den seneste tid er det blevet overordentligt meget vanskeligere at skaffe venturekapital til såvel nye ideer som dem, der allerede er halvvejs gennem kliniske forsøg. Det bevidner de konferencedeltagere, som Rapidus har talt med. Nogle af dem hævder endda, at vi er på vej tilbage til samme situation som i 2001.
For en stor dels vedkommende hænger det sammen med kompleksiteten i produktudviklingen. Mens IT-iværksættere kan klare sig med et kælderlokale og en computer, så skal bioteknikerne have adgang til specialudstyrede laboratoriemiljøer og sindssygt dyre instrumenter. Og mens et nyt Facebook, QlikView eller Hitman kan udvikles på et par år, tager nye lægemidler, sygeplejemetoder eller kirurgiske hjælpemidler mindst et årti fra idé til færdigt produkt.
I en vis udstrækning kan de gode tider have forværret situationen. Når venturekapitalen regner i en lind strøm ned over biotekfirmaerne, er det let at blive fristet til at satse på alle ideer i porteføljen uden at blive helt færdig med nogle af dem. Da Lundfirmaet Active Biotech for fire år siden opsagde halvdelen af personalet, var de store kriseoverskrifter fundet frem. Men i dag har selskabet et middel mod reumatisme og et mod multipel sklerose i fase tre, hvilket næppe havde været tilfældet i dag, hvis ikke firmaet havde ryddet gevaldig op i udviklingsporteføljen i 2004.
Foruden strukturelle barrierer kæmper Øresundsregionens biotekiværksættere endvidere med et andet problem, når de skal tiltrække kapital: manglen på solstrålehistorier. Mens IT-iværksætteren kan pege på QlikTech, som for nylig sprængte grænsen på 100 millioner dollars i omsætning, og telekomfantasten kan prale med Zyb, der blev købt for 31,5 millioner euro i foråret, har biotekiværksætteren ikke rigtig nogen succeshistorie at vise frem, når investorerne trækker følehornene til sig. ”Problemet er, at i hvert fald de svenske virksomheder ikke har leveret, det de har lovet, selv om det er bedre nu end for fem-seks år siden, hvor vi solgte drømme snarere end produkter”, siger Mathias Uhlén, fra AlbaNova Center ved KTH. Han burde vide det; med cirka 100 patenter og otte opstartede selskaber er han det tætteste man kommer på en rockstjerne inden for svensk biotekindustri.
Måske er det ikke så sært, at BiotechBuilders tiltrak et rekordstort antal gæster, da arrangementet for første gang blev afholdt på svensk grund. Foruden den hårde kerne af rutinerede iværksættere og investorer, som plejer at dukke op, var der alt fra kommunikationskonsulenter til et hold forskere fra Århus Universitet. At bygge netværk og skabe gode kontakter er blevet vigtigere end nogensinde. Men de virksomheder, som vil overleve de magre år fremover, ser ud til at få brug for et ordentligt lag spæk. Eller også tvinges de til nogle svære beslutninger.
Mens mange små selskaber i strenge tider sætter deres lid til at blive opkøbt af en gigant i branchen, er der kun få, der ser fusion med andre mindre virksomheder som en mulig udvej. En fusion skaber turbulens, at slippe taget i sin idé er smertefuldt, og mindst en adm. dir. mister sin titel. Men for at opnå den kritiske masse, hvor en virksomhed kan tiltrække ny kapital, kan det være nødvendigt at lægge prestigen på hylden i stedet for at vente på det kavaleri, som aldrig dukker op.
Ellers kunne Mathias Uhléns præsentation måske give en forsmag på, hvad der venter rundt om hjørnet. I et af hans seneste firmaer, Atlas Antibodies, udføres hovedparten af arbejdet af forskerteams i Stockholm og Uppsala. Samtidig sidder der 15 patologer i Indien og kigger på billeder af nye proteiner. Torsdagens indiske udklædningsmanøvre kan altså have været mere end blot et teambuilding-stunt – måske var det et forvarsel om, hvor store dele af regionens biotekindustri kan være på vej hen.
