Trods turbulens på IT-markedet har væksten bidt sig fast hos selskabet Nworks A/S i Herlev, viser endnu ikke offentliggjorte regnskabstal for 2007.
Selskabet gør en dyd ud af at være uafhængig af IT-leverandører, og rådgiver om projektledelse og giver konsulentydelser inden for netværk og sikkerhed. Væksten er fastholdt fra 2005 til 2007 med sorte tal på bundlinjen, og væksten fortsætter ind i 2008, hvor direktør Henrik Blaaberg nu venter at runde 60 ansatte, fortæller han til Rapidus.
I alt kan Nworks præsentere en fremgang i omsætningen på otte millioner DKK til godt 42 millioner i 2007 fra udgangspunktet 34 millioner i 2006.
Resultatet efter skat er også vokset fra 3,1 til 4,5 millioner kroner i 2007.
Og endelig er medarbejderstaben øget fra 31 i 2006 til 44 ved udgangen af 2007.
Det første halve år af 2008 er medarbejderstaben desuden øget til over 50, og derfor venter Henrik Blaaberg nu, at firmaet kommer over 60 ansatte i år. Henrik Blaaberg mener især fremgangen skyldes den niche for uvildig rådgivning, som Nworks har opdyrket siden grundlæggelsen i 1999.
— Vi har overhovedet ingen produkter som mange af vores konkurrenter, der har både rådgivning og produktsalg. Vores største udfordring er at fortælle kunderne, hvad deres gevinst er ved uvildig rådgivning, siger Henrik Blaaberg, som sender en regnskabsmeddelelse ud en af de nærmeste dage.
Nworks har i øjeblikket travlt med at følge med på Sjælland og i afdelingen i Århus, og har ingen ekspansionsplaner i Skåne. Derimod er rekrutteringen i Skåne så småt begyndt idet selskabet er i dialog med et par svenske ansøgere med erfaring indenfor bl.a. Cisco-systemer.
Af Keld Broksø