Lundfirmaet Reologica Instruments noteres på AktieTorget den 19. maj. Fem millioner svenske kroner håber virksomheden at få tilført forud for noteringen i en emission med start den 3. marts. Med kapitaltilførslen vil man udvide aktiviteterne for at kunne imødekomme en stadig større ordretilgang.
Reologica blev grundlagt i 1992 og har udviklet instrumenter til målinger af reologi, et stofs strømningsegenskaber. Med instrumenterne kan man undersøge et stofs kemiske sammensætning og hvordan det opfører sig, for derefter at udvikle det så det fungerer, som man ønsker: shampoen skummer, malingen bliver tilpas letflydende, plasten smelter ved den rette temperatur. Reologicas instrumenter kan tilpasses til målinger under meget forskellige omstændigheder, eksempelvis til plast i mere end hundrede graders kulde eller glasmasse ved mere end tusind graders varme.
I alt er der solgt op imod 600 instrumenter, heraf godt halvtreds det seneste år. Kunderne findes frem for alt i Asien, men også i Europa og Nordamerika. Nu er antallet af ordrer steget kraftigt, og Reologica har behov for at omlægge produktionen til større serier samt åbne datterselskaber og nye laboratorier i Asien.
— Vi har været et privatejet selskab siden starten, men til den vækst vi står overfor nu, kræves der mere kapital, siger adm. dir. Mats Borg.
Reologica Instruments har sine rødder i Bohlin Reologi, et af de første Ideonselskaber fra firserne. I dag har virksomheden ni ansatte i Lund og to i Indien. I det forskudte regnskabsår 06-07 var omsætningen 13 millioner svenske kroner med et nulresultat. Nogle tidligere år har man haft et beskedent overskud, som så er blevet investeret i udviklingsarbejdet. Fra 2009 håber Mats Borg, at virksomheden vil give overskud.
Formand for Reologica Instruments’ bestyrelse er Anders Perborn, advokat hos Wistrand Advokatbyrå, og blandt de øvrige medlemmer er blandt andre Kjell Svensson, tidligere adm. dir. og koncernchef for Cardo. I dag ejes selskabet af grundlæggerne: ægtefællerne Mats og Teresa Borg med 44 procent af andelene, Lars Palm med en lige så stor andel og Kaj Hedman med 12 procent. Komponenterne til instrumenterne fremstilles hos flere forskellige virksomheder i Malmö og Säffle og slutmonteres og kalibreres af Reologica. Blandt kunderne er den kinesiske oliegigant PetroChina.
Af Lisa Kirsebom