Heyhop hedder et nystartet IT-firma, som skal spare trænere i idrætsforeninger for timevis af mavesyreprovokerende rundringninger. Via en webservice skal træneren i stedet kunne angive ikke-planlagte konkurrencer eller træningsrunder på en hjemmeside, hvorefter de idrætsudøvende unge automatisk modtager en SMS med informationen. Softwaren tolker børnenes svar og sender en oversigt til træneren.
— Jeg har selv været fritidstræner, så jeg ved, at logistikken og de evige rundringninger er det, der kan gøre træneren udbrændt, siger adm. dir. Anders Strömberg.
Han og medstifteren Dan Ekström finansierer indtil videre selskabet med egen kapital og har udviklet softwaren i fritiden siden august. Begge har en fortid i telekombranchen, Andreas Strömberg som udviklingschef hos Aepona i Malmö og Dan Ekström hos Sony Ericsson.
— Målgruppen er primært idrætsforeninger med lidt sporadiske aktiviteter. Det kan være hestesport, gokart eller hvad som helst, siger Anders Strömberg.
I og med at tjenesten koster en krone per SMS, fordeles omkostningerne mellem børnene, som slipper for at sælge kager eller lodsedler for at betale for trænerens telefonudgifter.
I midten af februar skal en fodboldklub i Malmö begynde at teste systemet. En gymnasieskole i regionen har også vist interesse, oplyser Anders Strömberg. Han regner med, at Heyhop vil kunne beskæftige fem-seks personer, når alt er oppe og køre.
Af Erik Olausson