Netværksleverandøren Teknikmejeriet er ved at gøre småflækken Flädie uden for Lund til noget af en internetstorby. Siden januar er personalestyrken fordoblet til 14 personer, samtidig med at antallet af bestillinger af udlandsforbindelser og redundante forbindelser, som skal garantere at virksomhedernes netforbindelser og hjemmesider aldrig går ned, er skudt i vejret.
— I øjeblikket kommer næsten 30 procent af indtægterne fra disse to nye tjenester. Tidligere var internet mest en ekstrating for virksomhederne, i dag er de langt mere afhængige af stabil opkobling. Et bookingsystem, som er nede blot en times tid, kan give et stort økonomisk tab, siger adm. dir. Göte Haluza.
Fra maj 2006 til april 2007 øgede selskabet omsætningen til 11 millioner SEK mod 9,3 millioner året før. Alene de tegnede ordrer, som virksomheden har i dag, vil give en omsætning på næsten 20 millioner SEK for 2007/2008, oplyser Göte Haluza, som også ejer selskabet sammen med sin hustru.
Selskabet leverer i øjeblikket fiberoptiske forbindelser til blandt andet Tyskland, USA og Kina. København benyttes som knudepunkt; herfra har selskabet sit eget kabel. Teknikmejeriet hyrer forskellige store operatører på deres respektive hjemmemarkeder, en fleksibilitet som Göte Haluza mener har bidraget til at gøre selskabets udlandstjenester populære.
Personalemanglen i IT-branchen har tidligere stukket en kæp i hjulet for selskabets ekspansion. Så sent som i foråret 2006 havde man 11 ansatte, men en række erfarne medarbejdere blev rekrutteret af andre firmaer. Nu regner Göte Haluza med at ansætte yderligere 5-7 personer omkring nytår. Teknikmejeriet havde for regnskabsåret 06/07 et beregnet nettooverskud på en halv million SEK.
Af Erik Olausson