Det danske firma Specialisterne i Høje Taastrup er gået i dialog med firmaer og organisationer i Malmø, Göteborg og Stockholm for at etablere et noget specielt IT-datterselskab inden for et års tid i Sverige. Firmaet med 30 ansatte i Høje Taastrup, 14 i Århus og aktuelle ekspansionsplaner i Storbritannien, vil nu også gå over Sundet og etablere et datterselskab for at hyre autister til rutinepræget IT-arbejde, der kræver stor akkuratesse.
— Det kan være test af software, brugervejledninger og kvalitetssikring samt registrering af store mængder ensartet data, hvor der skal være tjek på detaljerne, fortæller direktør Thorkild Sonne.
— Jeg har mødt stor interesse i Sverige, og når det fungerer i Danmark må et af de steder, hvor der er størst chance for at det også fungerer, være i Sverige, konkluderer Thorkild Sonne.
Det fleste husker Oscarvinderen Dustin Hoffmann som autisten ”Rain Man” fra 1988. Hovedpersonen havde en formidabel sans for tal, mens de ansatte hos Specialisterne ofte har en mild form for autisme, Aspergers syndrom, der nok hæmmer nogle sociale kontakter, men også giver stor IT-flair, hukommelse, indlæringsevne, evne til at bemærke uregelmæssigheder og tålmodighed med repetition. TDC Mobil blev første kunde i 2004, og siden er bl.a. Microsoft, Nordea, Grundfos, KMD og Oracle kommet til. Det handler ikke om velgørenhed, men om god forretning. Microsoft brugte eksempelvis Specialisterne til at teste Windows XP Media Center. Og mens TDC så dalende motivation hos folk med rutineopgaver, så gik det bedre for Specialisterne.
Thorkild Sonne grundlagde Specialisterne efter hans søn fik diagnosen Aspergers syndrom, og han sagde jobbet op som underdirektør i et TDC-datterselskab. Thorkild Sonne forventer et lille overskud i firmaet for første gang i år. Ca. én procent af befolkningen har en diagnose inden for autisme.
Af Keld Broksø