Efter et massivt pengetilskud skærper Medicon Valley Academy (MVA) lobbyarbejdet til september for at få EU’s såkaldte IMI-sekretariat til Øresundsregionen, og nu står målet for placeringen også klart: Sekretariatet skal deles mellem et hovedkontor i Ørestaden i København – og så et ekstra kontor i Skåne.
MVA har fået tilskud i løbet af sommeren fra Lægemiddelindustriforeningerne i Danmark og Sverige på henholdsvis 400.000 danske og 500.000 svenske kroner, og nu søger MVA opbakning til sekretariatet fra flere aktører i regionen – blandt andet hjælp til lokaler og kontorudstyr.
Det er vigtigt for MVA at få IMI-sekretariatet til Øresundsregionen for sekretariatet skal beslutte, hvilke projekter der får del i de 3 mia. euro fra EU’s syvende rammeprogram for forskning i medicinalindustrien. I de hidtil kendte planer er det kun angivet, at sekretariatet skal ligge i Medicon Valley, men nu bliver opdelingen en realitet – hvis regionen altså får IMI-sekretariatet.
— Årsagen til, at hovedkontoret skal være i Ørestaden, er nærheden til lufthavnen i Kastrup. Vi vil også have samme muligheder for at ansætte både danskere og svenskere i IMI-sekretariatet som vi har i MVA med et hovedkontor i Ørestaden, og et andet kontor på den svenske side. Desuden har vi en forventning om mere fleksible skatteregler, siger Stina Gestrelius, vicedirektør i MVA, som allerede er begyndt at bruge af tilskuddene.
— Vi har ansat et par unge videnskabsfolk, som har arbejdet hele sommeren på MVA’s kontor i Lund. Jeg har også brugt en del timer på at forberede information til det lobbyarbejde, som nu går i gang for alvor til september, fortæller Stina Gestrelius.
— Der er dog ingen klar tidsplan fra EU – heller for, hvornår det bliver muligt at søge om at være vært for sekretariatet, men jeg tror vi skal være tidligt ude. Der er allerede et forslag klar til et budget for IMI i 2007, beretter Stina Gestrelius.
En strategigruppe er ligeledes klar med repræsentanter fra eksempelvis Sveriges og Danmarks lægemiddelindustriforeninger, MVA, Öresundskomiteen, Region Skåne, Karolinska Instituttet, Lunds Universitet, SwedenBIO samt repræsentanter fra Finland, Norge, Baltikum og Nordtyskland.