Kort sagt: Den 19. juni er der for en gangs skyld et meget interessant møde i Öresundskomiteen. Formentlig bliver mødet startskuddet til dannelsen af et smallere og mere beslutningsdygtigt forretningsudvalg som kan agere hurtigere – og i det hele taget agere.
Det er helt nødvendigt, hvis Öresundskomiteen ikke blot skal tages alvorligt – men også sikre en eksistensberettigelse. Det haster. Öresundskomiteen kan nemlig kun forvare sin eksistens, hvis den fremover også bliver politisk handlekraftig. Ellers må den hellere dø.
Af Keld Broksø
Københavnsredaktør Rapidus
Prøv et øjeblik at ransage hukommelsen: Har Öresundskomiteen nogensinde mødt op med en dansk og svensk repræsentant hos en minister i Stockholm eller København, og KRÆVET politisk handling? Har Öresundskomiteen nogensinde markeret sig slagkraftigt i medier eller på det politiske plan som det politiske fyrtårn for Øresundsintegrationen, som komiteen burde være?
Svaret er nedslående.
Öresundskomiteen er i naturen en politisk samarbejdsorganisation, men hvis befolkningerne ikke kan se, at der kommer noget ud af det samarbejde – om ikke andet så i form af at sætte politiske processer mod mere integration i gang – ja, hvad skal vi så bruge komiteen til?
Når Rapidus tager fat på det problem, så skyldes det muligheden for at skimte lys i det fjerne:
En spændende proces blev sat i gang den 5. december 2005: Der kom den første (!) afstemning i komiteens historie. Resultatet blev, at komiteen nedsatte en arbejdsgruppe, der ved komiteens møde her den 19. juni fra kl. 9.30 skal fremsætte forslag til at skabe et forretningsudvalg.
Det lyder som kedeligt bureaukrati, men hvis det gribes rigtigt an, så kan det gøre Öresundskomiteen til den politisk slagkraftige og handlingens organisation, som den ikke er i dag. Her er i øjeblikket kun en selvfed selvforståelse om, at det går jo godt nok og der er ingen vælgere, som presser os alligevel.
Sagen er, at de fire faste komite-møder om året måske også derfor har udviklet sig til en farce:
Der kommer 32 politiske repræsentanter fra hver side af sundet (når alle ellers kommer fordi komitemøderne måske af forståelige grunde er underprioriterede). Mange af de fremmødte politikere har tilmed slæbt op til flere embedsmænd med, så man ofte er over 100 mennesker til møderne. Der er ikke noget at sige til, at barriererapporter helt tilbage fra 1997 kan tages ned fra en støvet hylde blot for at konstatere, at intet væsentligt er sket for langt de fleste, politiske barrierer.
Tænk, når alle særinteresser skal plejes på så store møder, og man samtidig skal polere illusionen om, at Öresundskomiteen er så politisk handlekraftig, at den kan agere i et hurtigt zappende politisk og mediemæssigt miljø. Det kan kun gå galt.
Her er det så et forretningsudvalg kommer ind i billedet. Derfor er her et par gode råd til arbejdsgruppen, der skal komme med det endelige forslag den 19. juni:
* Det er helt nødvendigt, at et kommende forretningsudvalg bliver langt smallere – og dermed politisk handlekraftigt. Derfor bør det ikke bestå af mere end 6 til 10 repræsentanter, der i videst muligt omfang bør holde et forkludrende embedsværk uden for døren.
* Mødefrekvensen skal op: Mindst én gang om måneden – og derefter ved behov. Dagsordnen i politik og hos medierne har ikke tid at vente på en fortsat fodslæbende Öresundskomites træge beslutningsproces.
* Mandatet for forretningsudvalget skal være slagkraftigt. Udvalget skal på vegne af komiteen turde at have holdninger. Og så kan man lade Öresundskomiteen være en årlig generalforsamling, hvor forretningsudvalget kan tage skraldet bagefter.
* Medlemmerne i forretningsudvalget bør have løn for deres indsats – udbetalt per møde, så man sikrer, at folk i modsætning til hos komiteen i dag også møder op rent fysisk og ikke blot lader embedsmænd tage notater.
Når forretningsudvalget er på plads er det også værd at overveje om Öresundskomiteen overhovedet skal være projektkoordinerende fremover. Der er kun logik i at bevare den meget store projektadministration via blandt andet EU’s Interregmidler, hvis den følger en skarp, politisk dagsorden for integration – altså projektudvælgelse ud fra politiske kriterier om integration. Ser man på den nuværende projektudvælgelse er den lige så inficeret af særinteresser, flagrende og uden retningssans, som Öresundskomiteen selv bærer præg af. Og det er ikke småpenge, som vi taler om:
Interreg IV, der skal løbe fra 2007 til 2013, har et budget på op mod 70 millioner euro + en tilsvarende egenfinansiering fra projektpartnere. Hvis ikke der kommer en politisk retning eller ramme for støtten, så kan man få tilsvarende katastrofer, som da EU via Interreg midlerne og Öresundskomiteen gav 17 millioner svenske kroner til TV2 Øresund i perioden 2001 til 2005.
Programmet blev produceret af Sveriges Televisions Sydnytt i Malmø og TV2 Lorry på Frederiksberg. Tv-produktionen skulle i følge formålet øge bevidstheden hos alle om, at vi lever i en fælles Øresundsregion og være med til at skabe troen på Øresundsregionen.
Nu er programmet holdt op uden det i alle årene lykkedes nogen af delene – eller at skabe noget, der blot lignede en dagsorden for debatten. Tænk hvad man KUNNE have gjort, hvis der var et klart signal fra Öresundskomiteen om, at programmerne skulle have kvalitet nok til at skabe debat om forskelle og skabe svar på spørgsmål som – hvem gør hvad bedst i Øresundsregionen? Så kunne vi jo i det mindste lære noget af hinanden som krudt til de hjemlige, politiske debatter om Øresundsintegrationen.
Det handler selvfølgelig ikke om at skabe politisk dikterede vinkler, men derimod politiske krav til kvalitetsniveauet og rammerne for indholdet, der meget vel kunne være et krav om, at programmerne også fik en journalistisk, kritisk tilgang til regionens aktører som basis for at skabe debat og handling.
De kvalitetskrav til programmerne ville have krævet politisk vilje og mod. Og det kan et nyt og smallere forretningsudvalg måske finde frem. Rapidus vil ønske al mulig held og lykke til at finde handlekraften. Og det haster.
I modsat fald vil vi græde tørre tårer ved Öresundskomiteens snarlige begravelse.
