I denne uge monteres de første reklameskilte på de skånske golfbaner. 18 klubber af Skånes omkring 50 har indtil nu indgået aftaler med det nystiftede Höganässelskab Adio, som i samarbejde med reklamedistributøren ClearChannel forsyner klubberne med skilte på parkeringspladser og ved klubhuse – i nogle tilfælde endda på selve banen, ved teestedet til første hul. Det drejer sig om skilte med ur, som hjælper spillerne med at holde styr på starttidspunktet.
— Mange selskaber ønsker at reklamere direkte over for golfspillere, og i Sverige har man hidtil kun kunnet gøre det via det svenske golfforbunds avis. For klubberne betyder det her en ny indtægtskilde, som mange har brug for nu, hvor medlemstallene ikke stiger lige så kraftigt som tidligere, siger Magnus Liljegren.
50 klubber over hele Sverige har indgået aftaler, siden Adio startede op i begyndelsen af året, og nu sigter man på at udvide til resten af Norden med et datterselskab i hvert land. Sandsynligvis begynder man med Danmark til efteråret.
Skiltene er af den størrelse, som anvendes i læskure ved busstoppesteder, såkaldt eurosize. Klubbernes aftale løber i mindst fem år og giver dem et garanteret beløb hver måned, fra 500 SEK per skilt.
Adios indtægter står delvist i relation til, hvordan det går for ClearChannel med at sælge reklamer til skiltene. Magnus Liljegren regner med, at driften giver overskud i starten af 2007. Han ejer 90 procent af Adio sammen med Christer Månsson, grundlægger af det børsnoterede mobilfirma Aspiro, som Liljegren har stået i spidsen for.