IT-firmaet Purple Scout i Malmö lancerer nu sit første eget produkt, efter at softwaren, som virksomheden blevet startet op omkring, blev udskilt sidste sommer. Fra i dag at have alle indtægter fra konsulentvirksomhed er målet at blive et rendyrket produktselskab med support til egne produkter.
— Vi skal tilbage til at være et produktselskab. Hvis vi skal overleve den næste lavkonjunktur, skal vi have produkter, der afbalancerer konsulentaktiviteterne og giver os stabile indtægter, siger Kasper Aase, økonomi- og markedschef hos Purple Scout.
Virksomheden blev startet i 2004 og omsatte for 4,5 millioner svenske kroner i det første regnskabsår. Blandt andet har firmaet været med til at udvikle en version af Lundfirmaet Mitrionics produkt til at øge ydeevnen i computere.
Kasper Aase tror på en fordobling af salget i indeværende år, men nu satser Purple Scout på at vende tilbage til rødderne. Om fem år skal to tredjedele af omsætningen komme fra salg af egne produkter. Resten skal komme fra konsulentydelser, primært til support af egen software.
Det produkt, som lanceres nu, er et værktøj til visuel strukturering af komponenter i computerprogrammer i udviklingsplatformen Eclipse. Det skal gøre det lettere at forstå, hvad de forskellige dele i et program gør, og kan være til nytte, når en ny part skal videreudvikle en andens software. I denne uge præsenterer Purple Scout produktet på messen EclipseCon i Californien.
— Vi håber at finde partnere til at præsentere produktet yderligere i USA. Som et lille selskab, har vi ikke kapacitet til at være til stede derovre også, siger Kasper Aase.
Men Purple Scout håber også at finde kunder på messen. Enten selskaber som selv har brug for programmet i deres udviklingsarbejde, eller andre aktører som vil indlicensere softwaren for at sælge den sammen med egne udviklingsprogrammer.
Kasper Aase er sammen med adm. dir. Johan Strömhage hovedejer i selskabet, som har tretten ansatte og Ideons adm. dir. Hans Möller som bestyrelsesformand. Ambitionen er at vokse til 30 medarbejdere i firmaet.