Når Malmö Kommunes licitation af IT-tjenester snart går i gang igen, efter to tabte sager i länsrätten, nærmer virksomhedernes omkostninger sig den samlede indkøbsværdi, som rammeaftalen gælder. Ifølge Rapidus’ beregninger har regionens IT-selskaber allerede brugt tre millioner svenske kroner alene på at udarbejde tilbuddene. Dertil kommer kommunes omkostninger til sagsbehandling. For mange er tilbudsgivningen ikke ulejligheden værd, og flere end hvert femte selskab ignorerede den anden licitationsrunde.
— Vi må se, hvad tredje runde bringer. Licitationen giver meget arbejde til både virksomheder og kommunen. For selskaberne er det en afvejning af, hvad de regner med at få igen, siger Per-Olof Jansson, ansvarlig for licitationen hos Malmö Kommune – som for nylig blev udnævnt til årets bedste IT-kommune.
Rammeaftalen har en værdi på fire til seks millioner svenske kroner og regulerer indkøb af blandt andet systemudvikling, projektledelse og IT-sikkerhed. Den tidligere aftale udløb i januar 2005.
— Det kræver mange mandetimer at indhente oplysninger til tilbuddene. At gøre det én gang er ok, men skal man gøre det tre eller fire gange, kan det ikke betale sig at handle med den offentlige sektor, kommenterer en adm. dir, som ønsker at være anonym.