Kort sagt: Rygterne omkring den danske teleoperatør TDC handler ikke længere om, hvorvidt selskabet skal opkøbes, men om hvornår det sker. To grupperinger af internationale investeringsselskaber har afgivet bud på virksomheden, og da den norske konkurrent Telenor i denne uge meddelte, at man køber Vodafone Sverige, steg temperaturen på markedet endnu et par grader.
I sit regnskab for årets første ni måneder præsenterer TDC sig fra sin mest attraktive side og øger overskuddet, mens svenske TeliaSonera går tilbage.
Af Kristian Svensson
Da Henning Dyremose, adm. dir. for det danske telekomfirma TDC, i onsdags præsenterede selskabets 3. kvartalsregnskab, strålede han – nogenlunde som en stolt far på vej op ad kirkegulvet til sin datters bryllup. Fra et have været et statsligt monopolselskab, parallelt med de daværende Televerken i Sverige og Norge samt finske Post- och televerket, er virksomheden nu en moderne teleoperatør med sine mest nærende rødder inden for mobiltelefoni og bredbånd.
Og bejlerne har stået i kø. I midten af oktober publicerede Wall Street Journal oplysninger om, at investeringsfondene Cinven Group og BC Partners fra Storbritannien sammen med Apollo Management og Silver Lake Partners fra USA indgår i en gruppe af selskaber, der er interesserede i at købe TDC.
Samme kilde har tidligere angivet et konsortium med blandt andre Apax Partners og Permira i London samt amerikanske Blackstone Group som spekulanter. Det schweiziske teleselskab Swisscom har også været nævnt i sammenhængen, og der forventes en eller anden form for meddelelse fra den danske hovedperson de nærmeste uger.
Omkring TeliaSonera hersker der derimod total tavshed. Efter at Telenor i denne uge offentliggjorde købet af Vodafones svenske aktiviteter, ser det ud som om TeliaSonera bliver den eneste pebermø tilbage blandt de tidligere monopolindehavere.
Den danske telefoni blev født i 1881 og blev i mere end hundrede år drevet i nogle få kommunale og regionale selskaber. I 1990 blev Tele Danmark grundlagt af Folketinget, og de mindre virksomheder blev samlet i det nye moderselskab.
I 1994 gennemførte Tele Danmark en emission, hvor blandt andet 40.000 danske investorer indskød 19,3 milliarder danske kroner i virksomheden. Fire år senere var virksomheden helt privatiseret og i år 2000, samme år som 30 procent af det statsligt ejede Telia blev solgt, skiftede man navn til TDC.
På mange punkter minder TeliaSonera om sin danske konkurrent. Foruden baggrunden som statsligt monopol er de begge stærke i deres respektive hjemlande. Begge virksomheders omsætning er nogenlunde ligeligt fordelt mellem fastnet og mobiltelefoni. I dag har begge selskaber gjort indhug i hinandens hjemmemarkeder, og nu slås de om de samme bredbåndskunder.
Men der er også forskelle. TDC har kun halvt så mange kunder, knap 15 millioner, som TeliaSonera. I regnskaberne for 3. kvartal viser begge selskaber øget omsætning; for TDC beløb den sig til godt 35 milliarder danske kroner, mens TeliaSonera omsatte for knap 65 milliarder svenske kroner, men det er kun den danske operatør, som øger sit overskud.
Resultatet før afskrivninger og engangsposter (EBITDA) udgjorde 9,9 milliarder danske kroner for TDC, sammenlignet med 9,2 milliarder for samme periode i 2004. TeliaSonera havde et resultat før engangsposter på 22,3 milliarder svenske kroner, sammenlignet med 22,7 for samme periode sidste år. EBITDA-marginalen for TeliaSonera er dog noget højere, 34 procent, end TDCs på 28 procent for de første ni måneder af 2005.
TDC har udenlandske aktiviteter i blandt andet Schweiz, Polen og Tyskland, mens TeliaSonera findes i blandt andet Rusland, Tyrkiet og Finland. Netop Finland er måske TeliaSoneras største problembarn med et ordentlig dyk i resultat for de første ni måneder. Rusland og Tyrkiet beskrives af en teleanalytiker som markeder med høj risiko, mens TDCs aktiviteter i udlandet regnes for mere sikre, men også med mindre chancer for eksplosiv gevinstudvikling.
Meget af TDCs tiltrækningskraft ligger i deres håndterlighed. Selskabet er relativt lille, mindre end konkurrenten på den anden side af Sundet, og har ingen direkte synlige problemer. For et rimeligt beløb kan private equity-selskaber, den type ventureselskaber som investerer i modne selskaber med positivt cashflow, få kontrol over en virksomhed, som med små indsatser kan effektiviseres og give et godt afkast på kort til mellemlangt sigt.
Pigebarnet TeliaSonera bliver heller ikke kønnere af, at forældrene – i dette tilfælde den svenske og finske stat – stadig passer godt på deres barn med en ejerandel på over 50 procent.
Ganske vist kæmper TDC, ligesom TeliaSonera, med at få reduceret omkostningerne. Selskabet skal trimme sin organisation med ti procent, godt 1.400 personer, de kommende to år, samtidig med at TeliaSonera skærer ned på såvel eget personale som eksterne konsulenter. Men når det gælder om at tiltrække lystne blikke, er det TDC der har størst succes, fordi de har øget overskuddet på et marked med hård konkurrence og pres på priserne.
