Ventureselskabet TeknoSeed i Lund får tilført 50 millioner kroner til en nystartet fond, TeknoSeed II. Kapitalen kommer ikke som tidligere udelukkende fra det statsligt finansierede Innovationsbron Syd, men også fra Ikano Investments, Sparbanken Finn og Region Skåne.
— Vi vil fortsætte med at foretage tidlige investeringer i teknikbaserede innovationsvirksomheder i Sydsverige, men vi forstærker vores kasse betydeligt og får denne gang også tilført privat kapital. Det giver os et bedre netværk og styrker vores troværdighed, siger TeknoSeeds adm. dir. Adam Schatz til Rapidus.
Fremover skal alle nyinvesteringer foretages fra TeknoSeed II, mens det gamle TeknoSeed AB skal forvalte sine tolv selskabsinvesteringer og følge op på nogle af dem.
— Det vi gør nu er en første lukning af fonden, og vi vil frem til og med første kvartal 2006 arbejde for at få tilført yderligere kapital, siger Adam Schatz.
TeknoSeed blev stiftet i 1997 og er tidligere blevet finansieret af Innovationsbron Syd, det daværende Teknikbrostiftelsen i Lund, med 110 millioner SEK i to omgange. Selskabet har investeret i totalt 26 virksomheder og har i dag andele i blandt andet biotekfirmaerne Cartela og MIP Technologies samt softwareselskabet Scalado.