Projektet ØresundsUtveckling har efter flere måneders arbejde nu fået et netværk på plads mellem erhvervskontorerne hos 100 kommuner i Danmark og 33 kommuner i Sverige, og netværket skal nu markedsføres med temamøder i hele området.
Netværkets opgave er først og fremmest matcmaking mellem virksomhederne. I fem år frem til januar gjaldt netværket kun virksomheder omkring Helsingør (19 kommuner i Fredriksborg Amt) og 10 kommuner omkring Helsingborg-regionen.
Fra januar blev projekt ØresundsUtveckling med støtte fra EU, Hovedstadens Udviklingsråd og Region Skåne udvidet til at dække hele Sjælland samt Bornholm og Falster samt hele Region Skåne. Den udvidelse er der arbejdet på i foråret og sommeren inden netværket nu er blevet endeligt klar til at fungere, og derfor går der nu en større markedsføring i gang.
— Vi har netop haft de første otte temamøder mellem kommuner og virksomheder og planlægger nu at komme videre ud til alle de øvrige erhvervskontorer, fortæller Jørn Prilow fra ØresundsUtvecklings kontor i Helsingør, hvor der er to ansatte.
I Helsingborg er der også to ansatte, og dertil trækker ØresundsUtveckling på alle erhvervskontorerne i netværket samt erhvervsorganisationerne, når virksomheder henvender sig for at søge samarbejdspartnere.
I øjeblikket har ØresundsUtveckling 60 sager om samarbejde, hvor det handler om at skabe kontakt til egnede partnere på tværs af sundet blandt især de små- og mellemstore virksomheder, mens virksomhederne selv har ansvar for udfærdigelsen af kontrakter.
Frem til udgangen af næste år er service fra ØresundsUtveckling gratis. Flere oplysninger kan fås på www.oresundsutveckling.dk