En ny teknik er udviklet af det svenske firma Teleca til den første, integrerede og netbaserede jobformidling på tværs af Øresund. Teknikken testes nu, og projektet ventes at fungere fra november ved at integrere www.jobnet.dk for de danske arbejdsformidlinger med den svenske Arbetsförmedlingen på www.ams.se
Den nye jobformidling er fremmet som pilotprojekt for hele Norden af de nordiske samarbejdsministres særlige repræsentant for grænsehindringer, tidligere statsminister Poul Schlüter. I hans seneste statusrapport er projektet nævnt kort med en ønsket lancering 15. september uden der dog er sat navn på aktørerne.
Imidlertid er projektet netop blevet lettere forsinket fordi det ikke er så enkelt at integrere arbejdsformidlingernes jobbanker, så en indtastning i eksempelvis Skåne om et ledigt job omgående kan ses på den tilsvarende hjemmeside for den danske Hovedstadsregion; – Og uden det kræver ny indtastning på den skånske side.
— Den ny teknik kan med tiden genbruges hos de øvrige nordiske grænseregioners arbejdsformidlinger, når den er testet i Øresundsregionen, fortæller specialkonsulent Ghita Thiesen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen i Danmark.
Den nye, integrerede jobformidling for Øresundsregionen kan med tiden også udvides med CV-banker, og det danske firma Rambøll er i øjeblikket ved at analysere, hvilke ønsker arbejdsgiverne har til de nordiske arbejdsformidlingernes CV-banker.