AMT, Advanced Multimedia Technology, i Blekinge fik kun tilført to af de nødvendige fire millioner svenske kroner i den nyemission, som blev indledt i juni. Nu kræves der yderligere kapitaltilførsel for at redde selskabet.
— Vi har fået et lille pusterum i kraft af det her, men senest i fjerde kvartal skal vi have tilført flere penge. Desuden er vi nødt til at være mere forsigtige og kan ikke gennemføre investeringer og nyansættelser, i den udstrækning vi havde tænkt os, siger markedschef Mattias Frendberg.
AMT har udviklet en teknik til videokomprimering, der reducerer filstørrelsen uden at billedkvaliteten forringes mærkbart. Det var meningen, at kapitalen fra emissionen skulle have været anvendt til lancering af teknikken, som skal sælges til producenter af videokameraer, overvågningskameraer og videokonferencesystemer.
Det er udelukkende privatpersoner, der har tegnet sig i emissionen. For at sikre den langsigtede finansiering kræves det, at en større investor indskyder penge. Der er ikke nogen prognose for, hvornår AMT, med fire ansatte, når lønsomhed.