Medicoteknikfirmaet Vivolution i Birkerød søger nye investorer uden for Danmark. Inden årets udgang håber selskabets adm. dir. Tom Bjerg Lauritzen at kunne skaffe udenlandsk kapital i størrelsesordenen 15 millioner danske kroner. Sammen med en igangværende investeringsrunde i Danmark på cirka 10 millioner kroner skulle det kunne holde sårlimsvirksomheden flydende, indtil der opnås positivt cashflow, sandsynligvis om 18 til 24 måneder.
— Vi vil gerne have udenlandsk kapital, eftersom vi så får bedre adgang til markeder og samarbejdspartnere uden for Danmark. Det betyder, at vi kan blive mere aggressive i vores udlandslancering. Lige nu diskuterer vi med tre russiske og to svenske ventureselskaber, siger Tom Bjerg Lauritzen.
Den igangværende investeringsrunde er udskudt fra foråret, hvor selskabet solgte uventet godt og opnåede positivt cashflow i en enkelt måned. Virksomhedens produkt Vivostat er et system til fremstilling af sårlim, også kaldet fibrinlim, baseret på patientens eget blod. Produktet sælges i Europa, hvor sårlimsmarkedet i alt udgør omkring 120 millioner dollars.
I det seneste regnskabsår, som sluttede i april, omsatte Vivolution for 11 millioner danske kroner. Dansk Kapitalanlæg, Dansk Innovationsinvestering og Vækstfonden er de største ejere i selskabet.