Medicoteknikvirksomheden ProstaLund fik tilført godt 30 millioner svenske kroner af 33 mulige i deres seneste emission, som er blevet gjort op i disse dage. Samtlige storejere tegnede deres andele i emissionen, og det samme gælder næsten hele personalet.
— Vi er tilfredse med resultatet. For os er det et vigtigt signal, at både storejerne og vores personale har stor tillid til selskabet, siger Björn Martinsson, økonomichef hos ProstaLund.
Pengene skal hovedsageligt anvendes til et projekt på det amerikanske marked, hvor selskabet tidligere havde et samarbejde med distributøren ACMI. I marts meddelte ProstaLund, at samarbejdet var blevet afbrudt. I stedet skal USA-fremstødet foretages på egen hånd, hvilket var en vigtig årsag til emissionen. Herudover skal kapitaltilførslen anvendes til markedsføring på selskabets øvrige markeder og til produktudvikling.
Ejerforholdene i ProstaLund har kun ændret sig marginalt efter emissionen. De syv største ejere har godt 80 procent af aktierne. Største ejer er børsnoterede Investment AB Latour.