Tyske Siemens nyansætter i stor skala i Malmö. Inden sommer skal virksomheden ansætte yderligere 30 personer til sit Malmöbaserede kompetencecenter, som blev startet i februar.
Siemens har fået til opgave i løbet af de kommende fem år at levere telefonitjenester til Region Skåne. Værdien af aftalen vurderes til 615 millioner svenske kroner og skal give Region Skåne omkostningsbesparelser på 160 millioner i perioden.
— Vi skal varetage driften af Region Skånes telefoniplatform, samtidig med at vi har fået til opgave at udvikle en helt ny specialtilpasset platform. Til det formål skal vi nu udvide personalestyrken i kompetencecentret, som i dag udgør omkring 110 personer, siger Kresten Givskov, projektansvarlig for centret.
Omkring 80 af de personer, der indgår i projektet, skiftede arbejdsgiver i kraft af aftalen, men sidder stadig hos Region Skåne. Resten sidder i Siemens’ lokaler i Malmö. Nu efterspørger man hovedsageligt personer, der skal arbejde med udvikling af den nye telefoniplatform, men også personer inden for forskellige ledelsesfunktioner.