Kort sagt: I sidste uge slog Bo Håkansson til igen, da han garanterede hovedparten af en emission i Genovis og dermed køber sig ind i det Lundbaserede selskab. Handlen kommer et halvt år efter at Håkanssons plejebarn, Hansa Medical, har fået fastere grund under fødderne, efter at selskabet er blevet opkøbt af udviklingsselskabet Biolin, hvor Bo Håkansson samtidig blev storejer. I kraft af indtoget i Biolin nærmede Håkansson sig sin drøm om et eget investeringsselskab med fokus på teknik og medicin.
Af Lisa Kirsebom og Martin Ollhage
Til daglig sidder forretningsmanden Bo Håkansson i direktørstolen hos helsekostgiganten Wilh. Sonesson, et stabilt selskab med lønsomhed i en voksende branche. Men det er tydeligt, hvad hans hjerte banker varmest for – unge, højinnovative virksomheder. Det viste han på ny i sidste uge, hvor han garanterede godt 80 procent af Ideonselskabet Genovis’ kommende emission. Håkansson kan blive den største ejer i selskabet, med hensyn til kapital, selv om han må nøjes med knap otte procent af stemmerne. Genovis har skabt teknikken MagnetoPore til indføring af genmateriale i celler, en metode der blandt andet kan anvendes af cancerforskere.
Genovis opererer i grænselandet mellem medicin og fysik, og her trives Bo Håkansson godt, konstaterer han selv. Det giver desuden en del af forklaring på efterårets opsigtsvækkende Håkansson-handel, der satte grå hår i hovedet på nogle. Børsnoterede Biolin købte Lundselskabet Hansa Medical, og Bo Håkansson selv blev storejer i Biolin.
Hansa Medical, Håkanssons baby gennem flere år, er baseret på forskning i bakterier og deres betydning for infektioner. Biolin er et investeringsselskab med en række udviklingsaktiviteter i porteføljen – hvoraf ingen har noget med bakterier at gøre. Q-Sense, som har udviklet en teknik til analyse af biomolekyler, står for hovedparten af omsætningen.
Så hvorfor Biolin? Et spørgsmål der egentlig bør splittes op i tre dele.
– Hvad opnår Hansa Medical ved at indgå i Biolin?
Svaret er penge – og en børsnotering, som giver både opmærksomhed og adgang til kapitalmarkedet. Ny kapital betyder mere tid til at vælge og prioritere blandt eksisterende projekter. Selskabet fokuserer primært på alvorlige bakterielle infektioner, i folkemunde blodforgiftning og dræberbakterier. To potentielle lægemiddelstoffer er nået frem, eller er på vej, til dyreforsøg og studier på mennesker kan blive en realitet inden for to år. Udviklingschefen Karl Branzén kalder indlemmelsen i Biolin for en meget finansiel transaktion. Nogen medicinsk symbiose i det daglige arbejde er der nemlig ikke tale om, selv om der er videnskabelige berøringspunkter, som kan blive interessante i fremtiden.
– Hvorfor vil Bo Håkansson være storejer i Biolin?
Biolin er det selskab, Håkansson selv havde tænkt sig at skabe. Jeg vil ikke være den rigeste mand på kirkegården, jeg vil være med til at skabe nyt. Min drøm er at oprette et holdingselskab omkring medicin og teknik. Voila: Biolin. To andre ting motiverer Håkansson. For det første har han fra det første møde med Biolin haft stor tillid til personerne i virksomhedens ledelse. Og for det andet mener han, at skellet mellem fysik og medicin er ved at blive udvisket. En dag er afstanden mellem Q-Sense og Hansa Medical måske mindre end nu.
– Hvorfor vil Biolin eje Hansa Medical?
I april 2003, da Biolins nuværende adm. dir. Per Spångberg tiltrådte, havde virksomheden andel i totalt ni selskaber. Snart indledte man en langsigtet satsning på at rendyrke Biolin til et mindre selskab med tydeligere fokus og struktur. I 2004 blev fire datterselskaber solgt, og i januar i år blev salget af et femte datterselskab klar. Efter udrensningen var det ambitionen på grundlag af kernen i selskabet at vokse på ny. Potentialet i Hansa Medical er stor, og hvis selskabet får succes, er der grundlag for store gevinster. Desuden har Biolin, ifølge Per Spångberg, gennem et stykke tid haft stort behov for en samlende kraft på ejersiden, og Bo Håkansson blev dermed et godt alternativ med sin erfaring og kapitalstyrke.
Efter frasalgene i Biolin står man tilbage med helejede Q-Sense, Hansa Medical samt Osspol, som udvikler dentale implantater. Tilsammen udgør de kernen af koncernen. Desuden står Biolin bag det halvt ejede Integration Diagnostics (sælger instrumenter til måling af stabiliteten i dentale implantater) og Cavidi Tech (udvikler diagnostiske tests til måling af virusbelastningen ved bl.a. HIV), som man ejer ni procent af. Et salg af et af disse delejede selskaber i en ikke alt for fjern fremtid er mulig, ifølge Biolins adm. dir. Per Spångberg.
Samtidig påpeger han, at Biolin skal vokse gennem virksomhedsopkøb, og at flere handler er i vente. En kendsgerning, der fremskynder denne udvikling, er Bo Håkansson ejerandel i Biolin, som i øjeblikket andrager 43 procent. I forbindelse med købet fik Håkansson dispensation fra det svenske aktiemarkedsnævn og skal inden to år reducere sin ejerandel til under budpligtsniveauet på 30 procent. Det skal ske gennem virksomhedsopkøb, som bringer Bo Håkanssons andel ned, uden at han behøver sælge sine aktier.
En mulig vej er, at Biolin opkøber Genovis med tanke på Biolins ambitioner om at vokse, koblingen til Bo Håkansson samt Genovis’ potentiale og fokus. Desuden ville en sådan aftale være mulig, eftersom Bo Håkansson kun ejer en del af Genovis, og hans andel i Biolin dermed ville blive mindre. Per Spångberg vil ikke kommentere enkelte, tænkelige opkøbskandidater, men ser ingen konkrete hindringer for en sådan aftale.
En ting er i hvert fald sikker: Biolin vil gennemføre en række nye handler fremover, og Bo Håkansson fortsætter dermed med at sætte sit præg på erhvervslivet.