Det Malmöbaserede IT-konsulentfirma Explit, specialister i Oracle-løsninger, etablerer sig i Danmark med eget kontor efter fremgang på det danske marked i den seneste tid. 1. april startes aktiviteterne i Explit Danmark ApS op i Greve.
Omkring 40 procent af omsætningen det seneste halvår er kommet fra danske kunder, hvilket er baggrunden for beslutningen om at starte et dansk datterselskab. Blandt andet har Explit fået TDC Forlag A/S som kunde og er desuden underkonsulent for TietoEnator og Oracle i Danmark. Det seneste regnskabsår 2003/04 omsatte Explit for 9,5 millioner svenske kroner, men i efteråret er omsætningen steget med 70 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Adm. dir. for Explits danske datterselskab bliver Ole L. Andersen, der senest kommer fra SAP Danmark, hvor han har været Nordenchef for kunder inden for detailhandel. Tidligere har han arbejdet otte år hos Oracle i Danmark i flere chefstillinger. Explits danske kontor får også et andet fokus end det svenske, med kombinationer af Oracle- og SAP-opgaver. Forklaringen er, at markederne er forskellige. Desuden bliver de danske aktiviteter mere orienteret mod strategisk rådgivning, sammenlignet med de svenske som primært er baseret på installation af Oracle-løsninger og licenssalg.
— Vi har noget unikt at tilbyde, fordi vi har siddet på leverandørsiden og forhandlet store kontrakter, så vi ved, hvordan Explits kunder kan få den bedst mulige kontrakt, siger Ole L. Andersen.
Det danske selskab har tre ansatte fra starten. Foruden Ole L. Andersen er det den operative chef Dan Kristensen, som også har en baggrund fra Oracle, og konsulentdirektørn Michael Christiansen, der senest kommer fra SAP Danmark. I alt vil Explit-koncernen fra 1. april have 15 ansatte.