Medicoteknikselskabet Medtronic samler per 1. juli sine to danske afdelinger i Birkerød og Skovlunde i Ørestaden ved København, hvor 50 medarbejdere skal have fast arbejdssted, fortæller finanschef Jesper Groth Andersen, som koordinerer udflytningsplanerne.
Først og fremmest skal kontoret dække Danmark – herunder Fyn og Jylland – men den nordiske gruppe i Medtronic har mulighed for at lægge flere møder i København efter samlingen. Koncernen har også datterselskab ved Stockholm, men umiddelbart er der ikke planer om at koordinere aktiviteterne over Øresundsregionen.
Medtronic er en verdensomspændende medicoteknikvirksomhed, som indgår i koncernen Medtronic Inc., der har ca. 32.000 ansatte og hovedkontor i USA og i Schweiz. Placeringen ved Københavns Lufthavn er derfor ideel for den internationale virksomhed.
Medtronickoncernen udvikler, producerer og sælger implanterbare produkter til behandling af kroniske sygdomme, blandt andet pacemakere, defibrillatorer, hjerteklapper, ballonkatetere, implantater til rygraden, insulinpumper og udstyr til behandling for sygdomme i mave/tarmsystem og nyrer/urinveje.