Novosense i virksomhedskuvøsen Ideon Innovation i Lund vil inden for en måneds tid have den første protype klar af deres EKG-plaster, som via en egenudviklet måleteknik skal udfordre traditionel EKG. I forbindelse med at prototypen bliver færdig, indledes studier på universitetssygehuset i Lund, hvor fordele og mangler ved plastret skal kortlægges. Virksomheden har patentanmeldt tre forskellige måleprincipper, som alle skal afprøves.
Studierne gennemføres i løbet af nogle uger, og i tilfælde af positivt resultat bliver virksomhedens store opgave derefter at få tilført venturekapital til produktudviklingen. Novosense vurderer, at selskabet skal bruge 20 millioner svenske kroner over en toårig periode for at nå frem til et færdigt produkt.
— Interessen for vores produkt er stor og markedet enormt, hvis det lykkes os at slå igennem. Men eftersom det handler om avanceret teknik, vil investorer og venturekapitalister først se tekniske beviser for, at det fungerer. Derfor er udfaldet af testen i Lund meget vigtigt, siger adm. dir. Tommy Skoog.
Virksomheden har udviklet et engangsplaster med en sender og måleelektronik, der registrerer EKG. Ved traditionel EKG kræves der ud over målepunkterne også et referencepunkt på kroppen, men takket være egenudviklet måleteknik og signalbehandling vil Novosenses plaster i bedste fald kunne give et pålideligt resultat uden referencepunkt. Desuden er det i mange tilfælde tilstrækkeligt med kun ét målepunkt til EKG-plastret. De forventede fordele er lavere omkostninger for sygehusene, og at patienterne slipper for ledninger.