Det nystiftede Medeonselskab VibroSenseDynamics har fået tilført 2,1 millioner SEK i sin første investeringsrunde. Virksomheden fremstiller et apparat til måling af neurologiske skader, primært vibrationsskader i hænder og arme. Pengene kommer fra private investorer og fra Lunds universitets holdingselskab LUAB.
Den 6. juli i år træder et obligatorisk EU-direktiv i kraft, som kræver, at alle virksomheder skal analysere deres arbejdsmiljø for vibrationsskader. Den internationale standard for målingerne stemmer ifølge adm. dir. Toni Speidel godt overens med VibroSenseDynamics’ metode.
Den undersøgte person anbringer sin finger på en vibrerende spids og markerer, når han/hun kan mærke vibrationerne. Skader kan opdages i en tidlig fase, ved at følsomheden er blevet nedsat. En prototype er blevet klinisk testet, og apparatet skal være klar til lancering inden for et år. En tidligere version blev udviklet af professor i håndkirurgi ved universitetssygehuset MAS, Göran Lundborg, i 80’erne og er allerede blevet anvendt i ti år på afdelingerne for håndkirurgi i Malmö og arbejdsmedicin i Lund.
— Før var der ingen økonomisk drivkraft til at kommercialisere produktet, fordi virksomhederne ikke behøvede tage ansvar for skaderne, siger Toni Speidel.
Han hævder, at de testmetoder, som dominerer i dag, ikke er pålidelige. Selskabet har en europæisk konkurrent i firmaet HVLab i England, som allerede i flere år har haft et lignende instrument på markedet. VibroSenses apparat vil dog kun koste det halve. Ifølge Toni Speidel er der omkring 200.000 potentielle kunder i EU; hospitaler, bedriftssundhedsstjenester og lægehuse/-klinikker.