IT-konsulentfirmaet Axcess med afdelinger i Lyngby og Århus er på vej til sit stærkeste år siden starten i år 2000. Antallet af medarbejdere vokser hastigt, og omsætningen for regnskabsåret 2004/05 (juli-juni) er på vej mod 100 millioner kroner, ifølge selskabets adm. dir. og grundlægger Stig Abildsø. Sidste år omsatte Axcess for 75 millioner kroner. I samme periode forventes resultatet før skat at stige fra godt fem til otte millioner. Fremgangen kommer delvist fra virksomhedens IP-telefoniaktiviteter, som er i kraftig vækst.
— For vores vedkommende er dette forretningsområde vokset fra at være en marginal del af aktiviteterne til omkring 20 procent i år. Og fremover ser vi et stort potentiale inden for IP-telefoni. Mange har været afventende hidtil, men nu ønsker virksomhederne at investere i løsninger, der kan håndtere både IP- og traditionel telefoni, siger Stig Abildsø.
Axcess beskæftiger sig med fire områder: multiservicenetværk (datahåndtering i forskellige netværk), sikkerhed, virtuelle applikationer (IP-telefoni og videokonferencer) samt service. Virksomheden er siden startet vokset fra 2 til 50 personer og søger i øjeblikket mere personale.
Stig Abildsø stod bag netværksfirmaet FDC, som i 1998 blev solgt til norske Merkantildata. Nu ejer han 80 procent af aktierne i Axcess og har ingen planer om at reducere sin ejerandel eller introducere sit firma på børsen. De resterende 20 procent ejes af personalet. Virksomheden har omkring 400 kunder og ifølge egne beregninger totalt omkring ti procent af det danske marked inden for sine områder. De store konkurrenter er TDC og IBM.