Undskyld en i disse dage politisk ukorrekt udtalelse, MEN: Det er en fuldstændig fantastisk begivenhed, at Malmö til sommer skal være vært for en kvalifikationssejlads i America’s Cup. På ægte Malmö-manér skal ethvert forsøg på at udmærke sig dog omgående dukkes, i henhold til den herskende lokale jantestemning.
De 40 millioner svenske kroner, som bevilges af Malmö kommune og Region Skåne, er trods alt et beskedent beløb sammenlignet med, hvad der årligt spenderes af offentlige midler på diverse meningsløse aktiviteter.
De der alligevel tror, at hele arrangementet er fup og fidus, bør spekulere på, hvorfor mediemogulen Hugo Stenbeck Jr. i så fald brugte kræfter på at få sejladsen til Øresund — og hvorfor han personligt besøgte Malmö for to uger siden for at inspicere det tiltænkte konkurrenceområde.
Af Thomas Frostberg
Her følger et resumé til alle, der ikke har orket at følge med i hele forløbet:
Den kendte kapsejlads America’s Cup afgøres i 2007 i Valencia, hvor Team Alinghi fra Schweiz skal forsvare titlen mod en halv snes udfordrere. Vejen til finalen går via 13 delsejladser, som både er obligatoriske og pointgivende. (Det er blevet påstået, at det ikke er tilfældet, men en hurtig opringning til det arrangerende selskab bekræfter oplysningen om point i delsejladserne.) Malmö skal i august/september være vært for to af disse delsejladser, et arrangement som i bedste fald kan lokke op til 200.000 besøgende til, inklusive en horde af journalister.
For alt dette har Malmö kommune og Region Skåne forpligtet sig til at investere omkring 40 millioner kroner plus yderligere 15 millioner i fremrykkede investeringer i Malmös havneområde. Region Skåne har besluttet, at deres andel af udgifterne skal tages fra markedsføringsselskabet Position Skåne – og det er her cirkuset går i gang.
Position Skåne mangler i praksis midler til investeringen, og regionen har ikke tænkt sig at yde nogle ekstra bevillinger. For yderligere at forværre situationen er det blevet besluttet, at Position Skåne skal være den organisation, som forestår arbejdet med America’s Cup, selv om selskabet hverken har kompetence som arrangerende organisation eller de nødvendige personaleressourcer. Der afsløres revner i den politiske enighed, og de kulminerer i en debat om inhabile politikere med flere kasketter. Tre førende socialdemokrater med Malmös borgmester Ilmar Reepalu i spidsen trækker sig ud af Position Skånes bestyrelse.
Undskyld, men hvad er der galt med Malmö?
Jeg er ikke særligt interesseret i sejlsport og kender endnu mindre til det. Men én ting forstår jeg: America’s Cup er et omrejsende cirkus i markedsføring, profilering og positionering. Det bedste bevis på det er indtil videre, at Hugo Stenbeck Jr., der har arvet sin fars interesse for America’s Cup, personligt har engageret sig i arbejdet med at få en delsejlads til Øresund. Han har over for det arrangerende selskab anbefalet Malmö som konkurrencested, og har i hemmelighed besøgt Malmö for to uger siden. I planerne indgår, at Stenbeck-kredsens team Victory Challenge skal stille op igen i America’s Cup.
Kort sagt er delsejladsen i America’s Cup en enestående lejlighed for Malmö til for alvor at komme af med sit gamle image som kedelig – forudsat at muligheden udnyttes rigtigt. Lige nu peger alting i stedet i retning af endnu en Malmöskandale, hvor mediespiralen snurrer stadig hurtigere i negativ retning.
Det er ikke arrangementet eller millioninvesteringen, som er problemet, men derimod en række fejl, der er begået på vejen. Her ligger også løsningerne, hvis America’s Cup i Malmö skal blive en succes.
* I stedet for at holde sammen på holdet var nogle enkelte politikere tvunget til at udnytte chancen for personlig profilering og åbnede dermed for kritik af hele arrangementet. De politiske skænderier har allerede skræmt både virksomheder og skatteydere væk. Skal sejladsen blive den markedsføringssucces, som den har potentiale til, kræves der ny enighed og fuld fart fremad. Der er ikke et sekund at spilde!
* Position Skåne har fået en opgave, som organisationen flere henseender ikke kan løse. Hvis selskabet skal finansiere investeringen, skal majoritetsejeren Region Skåne indskyde flere penge. Ellers går det netop ud over den profilering, som America’s Cup giver mulighed for, når markedsselskabets kasse i stedet skal gå til fysiske anlæg i forbindelse med sejladsen. Desuden er Position Skåne et markedsføringsselskab, ikke en eventmaker. De har ikke den kompetence, som kræves til gennemførelse af delsejladserne. Nedsæt i stedet en arrangementskomité med de nødvendige kompetencer. Skal arbejdet nødvendigvis foregå inden for Position Skåne, bør det lægges i et separat datterselskab, så både økonomi og ansvar bliver tydeligt adskilt fra det daglige arbejde.
* Endelig skal det sikres, at nogen tager ansvar for det utrolig vigtige informationsarbejde. Hidtil har man ladet historien slippe ud i små bidder, hvilket har været en katastrofe. Ikke en gang da aftalen med America’s Cup Management blev underskrevet, indkaldte man til en pressekonference. I stedet har hemmelighedskræmmeriet omkring aftalen været yderligere en skandale i skandalen, selv om en nogenlunde talentfuld informationsmedarbejder på 30 sekunder havde kunnet forklare, at hemmelighedskræmmeriet skyldes, at aftalen indeholder en klausul om det. (Også det kan bekræftes ved en enkelt opringning til det arrangerende selskab.) Desuden ville en offentliggørelse af aftalen gøre indkøb af tjenester til arrangementet vanskeligere og dyrere, eftersom budgetterne fremgår af aftalens bilag.
Malmös jantesyndrom har sejlet America’s Cup på grund. Nu er det på tide at bringe skuden flot – denne chance kommer ikke igen!
Hvad synes du? Diskutér Rapidus’ analyser – send et indlæg til debat@rapidus.dk