Det danske softwarefirma Edlund, som udvikler og sælger administrationssystemer til forsikringsbranchen, planlægger et fremstød på det svenske marked. Virksomhedens adm. dir. og grundlægger Erling Edlund Andersen oplyser over for Rapidus, at satsningen på Sverige med allerstørste sandsynlighed udføres sammen med IBM, som selskabet allerede i dag samarbejder med i Danmark. Edlund har også aktiviteter i Island og på Færøerne.
— Vi har ledt efter en samarbejdspartner i Sverige gennem længere tid, og IBM ser ud til at være det rette alternativ. Virksomheden har en stor svensk kundebase inden for forsikringsbranchen, som vi kan drage fordel af. Satsningen indledes i år eller muligvis i begyndelsen af næste år, siger Erling Edlund Andersen.
IBM skal være den part, der forhandler og indgår aftaler med de svenske kunder, mens Edlund leverer sine systemer. Sammen skal selskaberne installere og forestå driften af systemerne. Parallelt med planerne for Sverige leder Edlund efter muligheder for at komme ind i Finland og Norge.
Virksomheden omsatte for 94 millioner danske kroner i 2004. Resultatet før skat blev på hele 32 millioner, efter at otte millioner var blevet fordelt på de 70 ansatte i et bonusprogram, som årligt giver personalet 20 procent af overskuddet. I år regner Erling Edlund Andersen med, at omsætningen ender på omkring 130 millioner med samme overskudsmarginal. Samtidig skal 10-20 personer nyansættes.
Edlunds administrationssystem er skræddersyet til forsikringsbranchen med håndtering af løsøre- og livsforsikringer. På det danske marked, som står for 90 procent af selskabets omsætning, kommer konkurrencen udelukkende fra større forsikringsselskaber, der udvikler deres egne systemer internt. I øjeblikket, 13 år efter starten, har virksomheden halvdelen af det danske forsikringsmarked som kunder.