BioMonitor i forskerparken Symbion på Østerbro forhandler med tre store medicinproducerende biotekselskaber i Europa og USA. Firmaet i København håber at få opgaven med at screene blodprøver fra selskabernes kliniske studier. Formålet er at finde eventuelle antistoffer mod lægemidlerne, som kan hæmme behandlingen. De tre selskaber fremstiller proteinlægemidler af typerne interferon-beta, interferon-alfa og anti-TNF-alfa.
Hidtil har BioMonitor mest markedsført sine screeningstjenester over for akademiske forskere og den offentlige sundhedssektor. Virksomhedens første produkt er en test for patienter med multipel sklerose, der behandles med interferon-beta. Næste punkt på dagsordenen er en test til patienter med reumatisme (reumatoid artritis), som får det der kaldes anti-TNF-præparater. Screeningen er blevet testet i samarbejde med reumatologiprofessor Tore Saxne i Lund, og ifølge BioMonitors adm. dir. Arsalan Kharazmi er den negative forbindelse mellem antistofindholdet og medicinens virkning stærk. Resultaterne af undersøgelsen skal publiceres i løbet af foråret.
Arsalan Kharazmi regner med, at BioMonitor kan få brug for at fordoble personalestyrken i 2005, hvis alle aftaler kommer i stand. I løbet af efteråret er antallet af ansatte vokset fra fem til otte. Ud over i Symbion har virksomheden også aktiviteter på Rigshospitalet. Her arbejder majoritetsejeren professor Klaus Bendtzen, som har været med til at udvikle screeningsteknikerne.