De to nicheorienterede IT-firmaer Mindroute og Prime Systems i Malmö har fået deres første fælles kunde, siden selskaberne indgik en samarbejdsaftale tidligere i år. Det er investeringsselskabet Volito, som har købt det kombinerede publiceringsværktøj Lemoon fra Mindroute og dokumenthåndteringssystemet PrimeDoc fra Prime Systems.
Baggrunden for samarbejdet mellem selskaberne er ønsker fra kunderne om flere funktioner.
— Vi fik mange intranetkunder, og Lemoon har også et filarkiv, men ingen versionshåndtering. Der har altid været efterspørgsel efter dokumenthåndtering, men de alternativer, som fandtes på markedet til at koble på, var for dyre, siger Mindroutes adm. dir. Rickard Hansson.
Mindroute har seks ansatte og blev stiftet i sommeren 2002.
Prime Systems blev startet for et år siden. Grundlaget var et eksisterende dokumenthåndteringssystem, som derefter blev videreudviklet til det mere fritstående produkt PrimeDoc, som kræver få eller ingen konsulenttimer hos kunderne. Selskabet har fire ansatte.
PrimeDoc koster fra 35.000 svenske kroner og anvendes for eksempel til at holde styr på skabeloner, tilbud og aftaler i en virksomhed. Siden produktet blev færdigt, har selskabet fået tre nye kunder. Foruden Volito er det BP Chemicals og Nordisk Transport Rail i Green Cargo-koncernen.